teaterbloggen.dk

“DET SPRINGENDE PUNKT” på Teatret ved Sorte Hest

For mig kan det næsten ikke blive større på en dansk scene. Digteren Inger Christensen har skrevet nogle af det tyvende århundredes smukkeste ord på dansk, ord man kan leve og dø på. Skuespilleren Karen-Lise Mynster viste for 10 år siden med forestillingen“Den forviste Engel”, at hun selv kan skabe et raffineret lyrisk univers med (- trods) indlagte Michael Wiehe-sange.

Her lykkes det igen, Karen-Lise Mynster skærer et personligt snit igennem Inger Christensen forfatterskab og skaber et teateregnet billede af en kvinde, der på sindsygeanstalten beskriver verden og bliver sig selv. Nogle af digtene synges med nykomponerede melodier af Henriette Groth, som også lyrisk meddigtende akkompagnerer forestillingen. Camilla Bjørnvad har omskabt Sorte Hest’s minimale scene til et perspektivisk kridtkammerhvidt hospitalsrum, som sejler i videoprojektioner af himmelrum, psykedeliske farver og regn.

Digtenes totale fravær af sentimentalitet – Inger Christensens digte er intellektuelt skåret til, så de netop har den rette temperatur- og mængde af følelse – passer kongenialt til Karen-Lise Mynsters ramsaltede, men også forfinede krops- og replikteknik. Hun giver digtene liv med konstant bevægelse på scenen og et total fysisk- og mentalt nærvær. Alle ord står forklarede og fortolkede for tilskueren, en replik-beherskelse, som er sjælden. Nogle af Inger Christensens digte kan være usandsynligt smukke, men svære at give liv på en scene. Her rammes de i stedet ind i de fortællende anstaltsbeskrivelser fra “Det” og de rå parforholdsdigte fra krisen i forholdet til Poul Borum fra samlingen “Græs” (“dette rids i halsen, disse råb der repeterer forlæste bøger sprætter dem op med tænder uden sult”), hvilket gør forestillingen umiddelbart fængende.

Det er en lille fortættet perle af en forestilling, som jeg omgående fik lyst til at se igen. Et lille digt i sig selv, fængende, generøs og dyb på samme tid. Kom afsted alle lyrikelskende – og alle andre også. En time og ti minutter i årets hidtil bedste teaterselskab. Det er rasende godt teater.

6 teatersæder

“DET SPRINGENDE PUNKT”, Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V.
Varighed: 1 time og 10 minutter.
Spilleperiode: 20. sept. – 2. nov. 2013, man-fredag kl. 20.00, lørdag kl. 17.00
Medvirkende: Karen-Lise Mynster (programmet nævner ingen iscenesætter).
Dramaturgisk konsulent: Line Krogh.
Scenografi: Camilla Bjørnvad.
Billetter: 130-175 kr.

“SWEET ADDICTION”, Wallmans i Cirkusbygningen

Wallmans kører på tiende år dinnershow i Cirkusbygningen, og er trods megen skepsis i begyndelsen blevet en institution på den Københavnske underholdningsscene. Mange har været der og kommer igen (750.000 ifølge dem selv), andre dømmer den rendyrkede showbiz ude som tom, flad underholdning. Men der er ikke noget galt med underholdning og god mad, når det gøres med det Wallmansk overskud og professionalisme. De forstår at lave en fest, så alle føler sig vel tilpas under den store cirkuskuppel. Ikke uden grund er Wallmans blevet en stor stjerne på firmafesternes glatte festfirmament, man følger sig velkommen, helt professionelt. Det er i orden.

For dem, der ikke har været til dinnershow kommer her nyttige info om konceptet: Man vælger på forhånd mellem 4 forskellige menuer og forskellige muligheder for vin og øl. Man følges til bordet af aftenens tjenervært, og showet alternerer i 10 indslag med serveringerne. Priserner er rimelige, 500 til 1000 for show og mad alt efter menu og ugedagsaften.

Showet “SWEET ADDICTION” består af 10 afdelinger, som hylder populærkulturens største stjerner og genrer, fra boybands over Lady Gaga til de efterhånden aldrende divaer Barbra Streisand og Tina Turner. Der danses og synges af et 16 mands stort meget blandet sanger- og dansehold med skøn udnyttelse af cirkusbygningens mange etager og loger. Og der er fuld valuta for showpengene, hvis du bare er en bitte smule til fals for musicalglimmer i alle farver, skrigeskinker, svingende dameben og sexede mænd.

Kunstnerisk er det svært at fremhæve nogen eller noget, da det i den grad er en kollektiv indsats, og showet et fremadskridende potpourri af usædvanligt mange delindslag. Jeg gør det alligevel: Kasper Jensens breakdansende jonglerende klovn brød på fineste vis showets glatte overflade med sit mere underspillede artisteri. Bruno Bonifacios maskuline polewalking var en overaskende kombination af strippertilbehør og vild akrobatik, så herrerne blev imponerede, og damerne bare ville have ham med hjem. Dette sexede stunt blev smukt akkompagneret af Kajsa Borg, som senere gav et fermt Tina Turner potpourri, med en flot stemme, som nok savnede Turnes forkrampede maskuline snert, men som hun kørte hjem på en suveræn kjole og stort scenenærvær. Karen Christoffersens kostumer var hele aftenen en gennemført fornøjelse, højdepunktet var Lady Gaga settets blanding af sort lak og læder med tilført sort pels.

Fortvivl ikke hvis din firmafest rammer Wallmans i cirkusbygningen, du bliver virkelig underholdt og får noget vidunderlig mad, Pulled Pork menuen, som vi fik, var der ikke mange fingre at sætte på, moderne nordisk og traditionel på samme tid, alle retter stod helt skarpt. Det er godt gået for 800 mennesker ad gangen. Du kan også godt liste ind for dine egne penge, det er faktisk helt i orden. Du risikerer en dejlig aften. Wallmans fører showet i København.

4 teatersæder.

“SWEET ADDICTION”, Wallmans i Cirkusbygningen, Jernbanegade 8, 1608 København.
Showproducent: Johan Espelan
Kostumer: Karen Christoffersen
Spilleperiode: Torsdag: kl. 18.30-22.30, fredag og lørdag: kl. 19-23 + efterfølgende natklub alle dage. Alle dage åbner dørene kl. 18.00. I november spilles forestillingen også om onsdagen og i december også tirsdag + onsdag.
Billetter: Fra 495 kr. til 1.195 kr.

“THE ILLEGAL TRILOGY”, Mute Comp. Physical Theatre i Dansehallerne

Det kan siges meget kort: Kom af sted ud i Dansehallerne denne weekend, den 12-14. april 2013, for at se the “THE ILLEGAL TRILOGY“. Danmarks p.t. mest interessante og bedste danseteater, Mute Comp serverer hver aften kl 17.30, 20 og 21.45 deres tre forestillinger om drifterne bag de store illegale økonomier: Kvindehandel, våbensmugling og narkohandel.

De tre forestillinger har været vist de seneste tre sæsoner, teaterbloggen.dk’s anmeldelser kan findes her, her og her. Det er simpelthen skide godt. Ved repremieren i går aftes var udtrykket skærpet og specielt F.U.B.A.R. en tonsende testosteron-tung opvisning i mandens fascination af krigspil og våben. Meget bedre end min anmeldelse fra sidste år.

Søren Kierkegaard siger et sted, at du vil fortryde alt. Han har ikke ret. Du vil ikke fortryde, hvis du bruger én time eller fem timer i selskab med Mute Comp. denne weekend. Jeg fortrød bittert, jeg ikke så den første forestilling i går. Mute Comp. er dans med mening, galakser væk fra den glatte abstraktion, der præger Dansk Danseteater disse år. Danserne er ikke mindre end fremragende, lyd og lys det bedste i byen, og du får tre livekoncerter med bands, som du vil gå hjem og finde på nettet og lytte til mere af. Tiden flyver af sted. Alle tre forestillinger koster kun 180 kr. tilsammen. Det er alt for billigt.

5 teatersæder

“THE ILLEGAL TRILOGY”, Mute Comp i Dansehallerne, Carlsbergbyen i København.
Koreografi: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage og holdene.Spilleperiode: 11. – 14. april 2013, Tor.-søn. kl. 17.30-22.45, Store Carl.
Billetter: 120 kr (50 kr u/26) pr forestilling.
Opskrift på at få alle tre billetter for kun 180 kr her.

“Engle i Amerika” på Edison, Betty Nansen Teatret.

“Engle i Amerika” er et monstrøst stort teaterstykke i to halvdele, “Millennium Approaches” og “Perestroika”, normalt opført over to aftener, skrevet af Tony Kushner, som vandt et hav af priser for det i midten af 1990’erne. Det har bevaret sin attraktion op i dette årtusinde, HBO lavede en mini-serie over det i 2003, og det spilles stadigt flittigt med nyklassikerstatus.

Årsagen er den enkle, at det er et rasende godt stykke. På trods af dets tidsbundethed til 80’ernes AIDS, Regan-præsidentskab og Perestroika, så har stykkets fanstastisk fortalte historie om kærligheden mellem tre mænd, de kvinder de svigter, og en AIDS-sygs febervilde englefantasier stadig en sugende kraft. Stykket kan tolkes på sygt mange niveauer. To centrale temaer er angsten for kærligheden, og at fremmedgørelsen fra sig selv, ofte motiveret i enten politisk eller religiøs ideologi, er årsag til megen ondskab mellem mennesker. Kushner bruger en retorisk strategi, hvor replikkerne både får betydning som samtale og som symbolik, en stil han selv beskriver som inspireret af Beckett, Jødisk mystik og sin egen erfaring som homo. Stykket er stort -han skriver selv et sted: En ambition om størrelse uden at blive prætentiøs – og fyldt af fantastisk megen menneskelighed.

Et referat af stykkets 56 scenebilleder er dømt til reduktion in absurdum: Stykkets centrale figur er bøssen Prior, der bliver forladt på hospitalet af sin kæreste Louis første gang han bliver rigtigt syg af AIDS. Luis indleder en flirt med mormonen, advokaten og skabsbøssen Joe, hvis kone frustreret sejler rundt i en hallucineret døs af valium og sorg. Prior trøstes af sin transede ven Belize, der som natsygeplejeske passer den ærlige men ærkereaktionære advokat Roy Cohn, som er døende. Midt i det hele kommer Joes mor rendende, hendes sansede menneskelighed – efter at hun har forsaget religionen – er nøglen til anden-delens forsoning af syner, engle og kærlighed.

Udgaven på Edison er i store stræk vellykket. Det lykkes for iscenesætter Christoffer Berdal og holdet på Edison at få et fantastisk flow i fortællingen, så man suges ind i universet og glemmer tid og sted. Nicolaj Spangaas scenografi og scenebilleder er en gave til forestillingen og en reumert værdig, sammen med Jes Theedes lydkullise holder den publikum i hånden gennem de mange skift af sted og univers. Peter Plaugborg spiller som altid med hele kroppen Prior – måske hans bedste rolle indtil nu -uden at ramme en tone forkert: hostende, lungehvislende og hulkindet forsvinder han modvilligt men afklaret ind i sin sygdom og sine syner. Flemming Enevold spiller Roy Cohen lige så stålsat: mage til ærligt overfladisk amerikanske lort, skal man lede længe efter. Johannes Lilleøres mormon-Joe er ægte vandkæmmet kejtet forstilthed, så det gør ondt helt ned i de nosser, som han ikke har nogen af. Casper Crumps transede Belize ligger på kanten af den glatte karikatur, men holder: hun har nosser. Sarah Boberg laver den mest skønne let slidte engel: hun får himmelsk diktion og fantastisk hoste til at gå op i en højere enhed. Martin Bo Lindsten er lidt for sød som den selvretfærdigt forførende rendemaske Louis, men forsvarer sin tolkning med stort talent. Ditte Gråbøl svirper med mormon-mors one-liners, så vi tror på hende, og Marie Tourell Søderberg sejler rundt i valiumtågerne, men forbliver for vag til, at vi mærker hendes sorg.

Det er en forestilling for voksne, hvor vi græmmes over menneskets dårskab, lige så meget som vi griner, og den ender lykkeligt, som mange film, men hvor ér teatret dog et meget større medium end filmen. Beskæringen af teksten i dialogerne mindsker dybden af personerne, men vi får i stedet et stærkt flow. Hvis du kunne lide tv-udgaven, så køb straks billet. Hvis du ikke kender historien, men vil vide mere om kærlighedens veje og vildveje – og ikke er bange for et par kyssende mænd – så forbered dig ved at se de første afsnit af miniserien. De fleste bøsser bør have købt billet, måske undtagen Joe-typerne: de tør ikke. Kom afsted, der kan købes mad og sandwich i pauserne, frygt ikke længden, tiden flyver sammen med englene. Det sidste halve teatersæde er givet lidt forlods – stykket var på kanten af færdig og spillet sine steder ujævn ved premieren.

5 teatersæder

Iscenesættelse: Christoffer Berdal (bearbejdelse sammen med Mette Wolf)
Scenografi: Nicolaj Spangaa
Oversættelse: Morti Vizki
Spilleperiode; 10. jan. – 17. feb. 2013, Ti. – fr. kl. 18.30, Lø. kl. 16.00, Sø. kl. 15.00
Varighed: 4 timer 30 min.
Billetter: 60 kr. – 295 kr. (Husk halv pris på dagen på forsiden af www.billetbillet.dk)

“Mens vi venter på Godot”, turné, derefter på Folketeatret.

Det er klassikerdramatik af fineste karat, som Folketeatret sender rundt i landet – teaterforeningerne kan glæde sig til et lille fint stykke af verdenskunsten. Samuel Beckett’s gennembrudsværk “Mens vi venter på Godot” fra begyndelsen af 1950’erne bliver ofte betegnet som et af de første eksempler på det absurde teater, men stykket overskrider denne genrebetegnelse, da det mere er et drømmende stykke om menneskelivet, kærligheden og døden end et stykke absurd symbolisme.

Stykket falder i to akter med parallel handling: To vagabonder, Didi og Gogo mødes under et udgået træ og taler sammen, som de har gjort hver dag i 50 år. Deres samtale afbrydes af et besøg af godsejeren Pozzo og hans slave Lucky: I første akt er Pozzo den gemytlige borgerlige velanstændighed, optaget af pibe og mad, træt af sin slave Lucky, i anden akt er de to gæster blinde og apatiske. Vagabonderne vender ofte tilbage til spørgsmålet om, hvorfor de ikke går videre: de venter på Godot, bliver de enige om.

Det er således ikke handlingen, men de to vagabonders poetisk inverse replikker om livet og dem selv, der bærer stykket – og hvilke replikker: Jesper Asholt og Jesper Lohmann er simpelt hen vidunderlige som fy og bi: Asholt som en lille tæt jysk skeptisk mand, altid let sorgmodigt spørgende, hvor er vi på vej hen ? Lohmann som en livsnyder for hvem vejen og solnedgangen er livet. Morten Grunwald iscenesætter stykket som lovsang til tilværelsen, nedtoner tomheden og lader de to vagabonder være som én person, der i splid med sig selv spørger om livet er godt eller sort. Grebet gør stykket helt magisk: Vagabonderne bliver som et lykkeligt ægtepar, der ikke kan undvære hinanden, forelskede i den andens forskellige måde at leve livet på. Og med mange kloge ord om, at man ikke kan leve det for hinanden: Den ene spørger om hatten passer ham, den anden svarer, det ved jeg ikke, det er ikke mig, der har den på. Modsat godsejerens og slavens bundethed, som medfører blindhed og apati. Stig Rossen spiller godsejeren med dejligt brummende bedsteborgerlighed, og Søren Bang Jensen får maksimalt ud af den utaknemmelige rolle som slaven.

Ovenstående er kun en mulig tolkning af mange, alle replikker fungerer dobbelt, både som samtale og symbolik, så sæt Dem i sædet og find Deres tolkning af stykket. Nyd specielt Jesper Lohmanns sødme, mens han besynger månen og træets tre blade. Det er skuespil og replikkunst, når det er bedst.

“Mens vi venter på Godt” er et opmærksomhedskrævende stykke. En måde at forberede sig på kan være at se TV-teatrets udgave fra 1961. Den er skrækkeligt kedsommeligt sat op, men se den første halve time for at få et indtryk af teksten. Folketeatrets version er modsat en yderst seværdig og poetisk leg med alle Becketts ord om forskellige indstillinger til det at være til, hvad det vil sige at elske hinanden og frygte døden. Hvad mere kan man forlange at teatret. Kom af sted.

5 teatersæder

Iscenesættelse og bearbejdelse: Morten Grunwald
Scenografi: Birgitte Mellentin
Spilleperiode: Turne: 11.01.13 – 20.02.13: Turneliste her.
På Folketeatret 22.02.13-27.03.13, tirsdag til fredag kl. 20.00, lørdag 16.30.
Billetter: 245-295 kr. Husk halv pris på dagen på forsiden af billetbillet.dk.
Varighed: 2 t. og 30 min. inkl. pause.

“DIVA MIN” på Teater V

Jakob Weis er en vidtfavnende og produktiv dramatiker. Hvis man alene ser på Reumertnomineringerne, er de gået fra et mandeunivers med “Pelsjægerne” (2002) over sære eksistenser på travbanen med “Håndbog i Overlevelse” (2007) til satiren over kunstverdenen i “Udslet Hornsleth” (2011). I denne sæson tematiseres kunstnerrollen med “Bang og Betty” og denne “DIVA MIN” på Teater V, som begge også viser, hvor svære hans tekster kan være at få til at blive levende og gode teaterforestillinger. Lad det være sagt med det samme, det lykkes bedre med “Bang og Betty” end her.

En Diva kommer sejlende hjem til hotelværelset efter aftenens forestilling og kaster hvidvin i kæften som vand. Pludselig står en ung let undseelig mand i rummet. Hvordan er han kommet ind, hvorfor vil han skifte pære kl. 01.30 om natten, og hvorfor kan hun ikke huske, hvem han er ? Det er begyndelsen på en symbolsk sjælegyser om de personlige ofre i (ethvert) karriereplaget menneskes liv.

Stykket lever på skuespillernes nåde og hjertebarmhjertighed overfor stykkets grundtone af savn, forstillelse og livsillusion. Karen-Lise Mynster er perfekt til rollen som Divaen, der på karrierens slutpunkt langsomt kvæles i sin egen teatermaske. Jens Frederik Sætter-Lassen gør den sære gæst til et studie i ømhed og længsel, en præstation givet rollens blanding af bejler og genfærd. De to gør forestillingen yderst seværdig.

Hvad der er mindre godt, er først og fremmest musikken og tilsætning af reallyde som barnegråd. Marcus Hjelmborgs musik kan have egen ret, men fungerer ikke her. Hun er OPERA-Diva! Real-lydende savner funktion udover at irritere. Nikolaj Traps stålscenografi låser tolkningen af stykket til ren symbolsk gravkammer, hvilket ikke giver meget at spille gyset og divafortællingen på.

At det alligevel lykkes, kan man efter temperament tildele iscenesætter Pelle Koppel og skuespillerne æren for. Jakob Weis kan noget med replikker, han elsker ramsaltede sandheder, og skriver her en Blixensk fortælling med mange løg-lag, der kan fortolkes på flere måder. DIVA MIN er en bevægende og symbolsk gyser, et sørgespil over mistet liv og en aften værd. Kom afsted.

4 teatersæder.

“DIVA MIN” på Teater V, Valby.
Iscenesætter Pelle Koppel.
Spilleperiode: til 8 december 2012.
Varighed: 1 time.
Billetter: 165 kr.

“Ondt Blod”, C:NTACT på Edison.

C:NTACT er en selvstændig fond, der hører hjemme på Betty Nansen Teatret, og som huser kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde. “Ondt Blod” – et prisvindende tysk skuespil fra 2010 – er noget af det mest velspillede, veliscenesatte og bevægende teater om kulturmødets besvær anno 2012, som jeg har set på en scene.

Indvandrerkulturens armod og værtskulturens herredømme stilles i teaterstykket op mod hinanden og gøres konkret: Vi er i en skoleklasse med kun brune elever og en lærer, der forsøger at indpode eleverne tysk dannelse i form af Schillers to skuespil “Røverne” og “Kabale og Kærlighed“. Hendes undervisning ignoreres fuldstændigt indtil hun griber en pistol, som ved et tilfælde falder ud af en voldelig elevs taske, og resten af undervisningen i Schiller gennemføres “at gunpoint“. Den påtvungne kulturdannelse giver respekt og den ene mere barokke situation følger den anden.

Forestillingens store styrke er skuespillet. Et voldsomt velspillende meget ungt skuespilerhold får i den grad stykket ud over rampen. Der gås til makronerne i en præcis, fysisk in-you-face spillestil, hvor rigsmål og perkerdansk modstilles med stor dramatisk- og indholdsmæssig effekt. Det er en tour det force i sig selv. Der krediteres i programmet ingen dansk oversætter eller bearbejder, men mon ikke holdet står bag – 6 sæder til dem. Persontegningerne er stjerneskarpe, og de danske sange rører alle mulige følelser sammen så man sidder og tuder.

Iscenesætter Kamilla Bach Mortensen kan noget med den let absurde dramatik. Ligesom med SEX.VOLD.BLOD.SNASK” på Teater Får302 får hun maksimalt ud af en hypostaseret tekst, hvor det konkrete og det abstrakte mødes uden at det bliver et rent absurdum, men befrugter hinanden og bliver rasende tænksomt og morsomt. Allan Frausings skolescenografi rammer effektivt ind.

Forestillingen usædvanlig seværdig, og når jeg kun giver 5 sæder, er det fordi stykket lige er lidt for langt. Det stiller flere spørgsmål end den giver svar, men skuespillet er rasende godt. Der skal gøres noget – halvdelen af Københavnske tosprogede drenge forlader skolen som funktionelle analfabeter.

Kom afsted.

5 teatersæder

“Ondt Blod”, C:NTACT på Edison.
Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen.
Varighed: 1time og 30 min.
Spilleperiode: til 7 december, 2012.
Billetter 200 kr for voksne – billigere for unge.

“La Bayadére” Den Kongelige Ballet, Gamle Scene.

Koreografen Marius Petipa er den klassiske ballets fader. Han var balletmester ved Den Kejserlige Ballet i Skt. Petersborg fra 1862-1903, og skaberen af trinene til udødelige balletklassiskere som Svanesøen, Nøddeknækkeren og La Bayadére. Hvis sidstnævnte titel ikke forekommer velkendt, kan det være fordi denne iscenesættelse af balletmester Nikolaj Hübbe og Eva Draw er den første overhovedet for Den kongelige Ballet. Ballettens udødelighed skyldes dens mange teknisk svære dansedivertissementer og dens magiske tredjeakt “I Skyggernes Rige”, hvor 24 tylskørtede danserinder (bajaderer) i langsomme arabesker entrerer scenen som hoppende perler på en snor.

Handlingen i balletten er et let ubegribeligt stykke senromantisk folklore henlagt til Indien: Et kærlighedsdrama udspiller sig mellem tempeldanserinen Nikija, som er forelsket i en soldat, som dog er udset til at blive gift med den lokale fyrstes datter. Hun efterstræbes skinsygt af templets fakir, som hun afviser med døden til følge. Tredjeakten er forsoningen med hendes udkårne i dødsriget.

Hübbe og co. har flyttet handlingen frem til århundredeskiftet, så fyrstefamilien er udskiftet med engelsk overklasse, uden at det dog gør det lettere at indleve sig i handlingen. Scenograf Richard Hudson blænder os med en masse flotte skørter i autentisk klare indiske pangfarver – Bollywood i technicolour – og forvirrer os med malplacerede sætstykker og bagtæpper, som ikke understøtter handlingen specielt godt.

Det er for dansene og danserne man skal tage på Kongens Nytorv og lade sig forføre. Hold kæft hvor er nogle af snorreturene flotte og svære. Og de 22 damer i tredjeakten satte ikke en fod forkert den aften, jeg så dem. Jeg tror, at for alle balletkompagnier er en opsætning af La Bayadére en uendelig kraftanstrengelse og en sejr at få over scenen. At Den Kongelige Ballet overhovedet kan, er årsag nok til at sætte sig i plysset som tilskuer. En dejlig gang ballethistorisk opdragelse for publikum og ballettens dansere. 500-700 kr. er meget for en teateraften, men prøv om du ikke kan finde en billet med 20% rabat på nettet.

4 teatersæder.

“La Bayadére” Den Kongelige Ballet, Gamle Scene.
Iscenesættelse Nikolaj Hübbe og Eva Draw.
Scenografi og kostumer: Richard Hudson.
Spilleperiode: 10. nov. – 15. mar. 2013.
Billetter: 695-95kr

“Kvinde Kend Dit Skab” Don*Gnu gæstespiller på Københavns Musikteater.

“Kvinde Kend Dit Skab” er noget så specielt som en danseperformance for fire hvide pænt store énfløjede garderobeskabe, to flyttemænd i brune overalls og én sangerinde. Det skal forstås helt bogstaveligt, alle tre elementer danser sammen i denne skønne og bevidst skæve danse- og musikforestilling.

Koreograf og danseduoen Don*Gnu alias Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har som varemærke at optræde med sokker i sandalerne og brune overalls, Den smukke sangerinde Alice Carreri fungerer som kvindeligt modspil til de to herrers muskuløse drengerøvscharme, både som rekvisit i balletten for de fire skabe og som sangerinde. Herrerne suppleres af El Chino, og Rune Kaagaard lever musik til løjerne.

Man kan opleve denne sammensatte musik- og danseforestilling på flere planer. Foromtalen betoner den kønspolitiske konfrontering af mandsstereotyper med det kvindelige element. Undertegnede sad mest og kluk-lo af al denne hørmende flyttemandsenergi, af de flotte skabsbilleder med dame og Alice Carreris smukke stemme, der kan synge uanset hældning på skabet. Og det er ikke hver dag vi får et fyldigt uddrag af Svanesøens Pas de Quatre udsat for pæne flyttemænd i wife-beater og sandaler..

Overraskelserne kommer hele tiden dumpende og det kombineret med Alice Carreris smukke smukke sange gør “Kvinde Kend Dit Skab” til en times ligefrem underholdning. Det er simpelthen morsomt teater, og man bliver opløftet af at se en moderne danseperformance, der tør at være sjov. Forestillingen går lidt kold til sidst i kontaktimprovisation, der ikke skal nogen vegne, men indtil da er man rasende godt underholdt, tænksomt smukt og sjovt. For 120 kr. Kom afsted.

4 teatersæder.

“Kvinde Kend Dit Skab” Don*Gnu gæstespiller på Københavns Musikteater.
Ide og instruktion: Don*Gnu.
Varighed: 1time.
Spilleperiode: 19. oktober – 27. oktober, man – tor kl. 16 og 20, fre kl. 20 og lør kl. 17.
Billetter. 120 kr

“DET BLÅ, BLÅ HAV” Teater Nordkraft gæstespil på Husets Teater.

Nordjyderne kan glæde sig til, at Teater Nordkraft vender hjem efter et gæsteophold på Halmtorvet med urpremieren på den tyske dramatiker Nis-Momme Stockmanns sørgespil “DET BLÅ ,BLÅ HAV”. Stykket handler om fortabte fordrukne sjæle, der som bekendt også befolker Halmtorvet omkring Husets Teater i København.

Som i “Personkreds 3” af Lars Noren får vi i form af næsten monolog fortalt, hvordan verden ser ud for den unge dranker Marko, og hans to venner i betonghettoen: Den boligbyggeriprostituerede Motte og drukkammeraten Elle. Han gennemlyser sin egen skæbne, sin egen livsuduelighed og manglende evne til at komme ud af det livshul og den betonghetto, som stykket foregiver at finde sted i.

Det er skuespillernes, scenograf Nathalie Mellbye og især iscenesætter Therese Willstedts fortjeneste, at stykket rører og bevæger, som det gør. De rykker konkret al elendigheden ud af betonen og placerer det i en scenefirkant af farvet konfetti. Det alméngør tragedien og gør betonhåbløsheden til en almen fortabelse, som kan findes alle steder. Morten Brovn Jørgensen får maksimalt ud af den lange monologiske tekst og gør den med sine rystende lemmer og sin klare stemme mere poetisk end den faktisk er. Mikkel Løvenholt Reenberg gør Elle med de to drukhjerneceller tilbage bevægende med sin bjørnekærlighed til sin talende ven og Christine Gjerulff skræmmer med sin egen stille håbløshed.

Stykke foregiver lykkeligvis ingen happy ending, for den er der oftest ikke. Hvem rummer de udsatte, fortabte som de er for sig selv og for verden ? Det spørger man sig selv om, når man går ud af teatret, anfægtet og klogere på de mennesker, der er lige her omkring os i hver deres boble. Kom afsted nordjyder. Det er godt teater.

4 teatersæder.

“DET BLÅ, BLÅ HAV” Teater Nordkraft gæstespil på Husets Teater. Derefter på Teater Nordkraft, Ålborg
Spilleperiode: 24. oktober – 17. november kl. 1930 på Teater Nordkraft, Ålborg.
Iscenesættelse: Therese Willstedt.
Scenograf: Nathalie Mellbye.
Varighed: 75 minutter u/pause
Billetter: 185 kr.

“Bang og Betty” på Folketeatret

Ole Lemmeke bør få en reumertnominering for sin forrygende ikarnation af den homoseksuelle forfatter og instruktør Herman Bang på Folketeatres lille scene. Med slikket hår og perfekte gamacher får vi et fuldendt totalbillede af et voksent intellektuelt skabende menneskes forhold til sig selv og sin omverden. Alt får vi lige i synet: hans homoseksualitet. hans forfængelighed, paradoksale omskiftninger fra at være den sårede mand med overskud for derefter at komme med beske giftigheder, hvis han bliver virkelig trængt. Langsomt men sikkert styrer Ole Lemmeke sin figur fra at være ædru i første dels begyndelse til en forrygende kæfert i slutningen med endnu flere fræsende ordstrømme til følge. Det er stort stort skuespil.

Resten af holdet typesætter deres roller lige så prisværdigt præcist: Cecilie Stenspil spiller livsveninden Betty Nansen med en naturlig direkte ungdommelighed, Laus Høybye viser fint de aparte dobbeltheder hos Johannes V Jensen uden at den sammenknappede figur bliver utroværdig. Han spiller rollen så luftigt, at rollen både kan tolkes konkret, og som en ren symbolsk manifestation af det småborgerlige og det almindelige, den normalitet vi alle har hængende i ørene. Casper Crump får et helt menneske ud af den pæne skuespiller Frtiz, som Bang har mere end et godt øje til. Det er en skøn skøn teateraften.

Instruktør Berdal får maksimalt ud af dramatiker Jacob Weis på sin vis både svære og lette tekst. På den ene side er det et veldisponeret periodedrama med baggrund i den litterære historie med mange rappe replikker. På den anden side er det nødvendigt med forudsætninger for at få følge med i dramaet. Todelingen af stykket virker, men er dramatisk svær. Læs gerne skolematerialet eller følg links her på siden for at læse lidt om hovedpersonerne, før forestillingen, så er du rustet.

“Bang og Betty” har ironi, forfængelighed og gennemskuelse af egen skæbne nok til et helt liv. Kom afsted.

5 teatersæder

“Bang og Betty” af Jacob Weis på Folketeatret, Nørregade, København.

Spilleperiode 4. okt til 11. nov. 2012, man-fre kl. 20.00, lødag kl. 16.20
Varighed: 2 timer og 10 minutter.
Billetter: 245-295 kr

“Den gyldne hane”, Den Kongelige Ballet i Operaen

“Den gyldne hane” er en rekonstruktion af Michel Fokins ballet lavet til legendariske Ballet Russes over et Pusjkin-digt fra 1834. Balletten blev førsteopført på Pariseroperaen i 1914 med senere version i 1937. Alexei Ratmansky, (ex-solodanser ved Den Kongelige Ballet og ex-chef for Bolshoiballetten) gendigter trinene i en scenografi og i kostumer, som forsøger at genskabe den russiske avantgardekunstner Natalia Gontcharovas originale. Et lille uddrag af den originale Ballet Russes 1937 version kan ses her.

Handlingen er en satiriske fabel om en selvtilfreds rødmosset Tsar, der, skødeløs i alt hvad han foretager sig, modtager en gylden hane som gave fra en troldmand. En kort og tegneserieagtig handling følger, hvor hans to uduelige sønner drager i krig, han forelsker sig en underskøn forførende dronning, som astrologen senere vil bemægtige sig. Tsaren hakkes til sidst ihjel af hanen, som allegorisk straf for al sin uduelighed.

Verdenspremieren på Det Kongelige Teater er en vellykket blanding af museal opdragende ballethistorie og forfriskende ligefrem historiefortælling af den en gang stærkt politiske fabel om enevælden i Rusland. Scenografien er alene et besøg i balleten værd. Det ene store farveladefarvede bagtæppe i gul, orange og rødt med komplementærfarvet blomsterdekoration afløser hinanden. Scenograf Richard Hudsons rekonstruktioner er fantastiske.

Trin og mime er kendetegnet af de karikerede og stiliserede bevægelser, som er en af traditionerne i Ballet Russes, hvilket kan fremmedgøre tilskueren, men det lykkes danserne at få en fin historie ud af eventyret.

Thomas Lund formår som tzaren at overdøve det overdrevne kostume og lave et barokt portræt af den indolente hersker, og Gudrun Bojesen er som altid verdensklasseballerina i rollen som dronning.

Kom afsted til Holmen, der er desværre dynger af billetter (læg mærke til nogle aftener er billigere), men hvis man som tilskuer konsulterer programmet før forestillingen, så er det en skøn balletaften. hvor dekorationen og kostumer har hovedrolle. Traditionen fra Ballet Russes er let moderniseret og umiddelbart mere fængende end andre rekonstruktioner af deres værker, jeg har set. Det sidste sæde bliver givet for initiativet, det har også ret.

5 teatersæder

“Den gyldne hane”, Den Kongelige Ballet i Operaen, Holmen, København.

Koreografi og iscenesættelse: Alexei Ratmansky
Scenografi: Richard Hudson efter Natalia Goncharov
Spilleperiode: 15. sep. – 26. okt. 2012, kl. 20.00
Varighed: 1 time og 50 minutter inkl. pause
Billetter: 795kr – 95kr

“SLUT” på Republique derefter turné.

Succesforestillingen “Slut” fra foråret 2010 får nu fortjent repremiere på Replublique for derefter at gå på turne. Instruktør Kamilla Wargo Brekling har sammen med skuespillerne kreeret livskraftig blanding af monologiske stemmer om det at blive gammel.

Konceptet er det samme som Breklings mandeforestilling “PIS”, bare denne gang om livet efter de 60. Skuespillernes egne overvejelser og følelser om ældelsen hives ud af det private rum og iscenesættes som monologer og dialoger. Om endeligt at elske læsebrillerne, om endeligt at kunne gøre som man har lyst til, og om de forestillinger om døden, som også trænger sig på.

Det kunne lyde som en træt klagesang, men skuespillerne Kirsten Peüliche, f. 1943 Claus Bue f. 1947, Maria Stenz, f. 1940 Finn Nielsen, f.1937 og Jannie Faurschou, f. 1950 bruger al deres erfaring og talent til dramatisere deres idiosynkrasier på en måde, så vi alle kan spejle os i dem. Maja Ravns røde nøgne scene med genbrugstæpper og lamper sætter de let brugte skuespillere i et rum, der føles rigtigt.

Det kan være at teksterne ikke er verdenslitteratur, men godt teater er det. Forestillingen vil tiltale mange aldre, da der over det hele ligger så godt teaterhåndværk og rutineret selvironi, at man som tilskuer ikke kan andet en smile på vej ud af teatret. Teaterforeningerne kan glæde sig: Helt slut er det aldrig.

4 teatersæder

“SLUT” på Teater Republique, Østerbro, København
Spilleperiode: 8 september – 22 september 2012, man-fre kl. 20, lør kl. 17. derefter turne.
Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling
Scenografi: Maja Ravn
Billetter: 200-295 kr.

“Educating Rita” GrønnegårdsTeatret i Odd Fellow Palæets Have.

Grønnegårdsteatrets annex-scene i Odd Fellow Palæets have er sommerscenen for Lambrusco-teater; let perlende eftertænksom humor med den nødvendigt intellektuelle udfordring og rørelse, så det ikke bliver rent lystspil.

“Lærenemme Rita” er et teaterstykke af Willy Russel, der blev en oscarnomineret filmsucces i begyndelsen af 1980’erne. Stykket handler om den unge damefrisør Rita, der begynder at studere litteratur på åbent universitet og skæbnesvangert får den alkoholiserede midaldrende lektor Frank som tutor. Det bliver et sjælsmøde mellem to mennesker og en opvisning af, at litteraturen både kan læses for at bestå en eksamen og læses som gjalt det livet.

Grønnegårdsteatrets version er overraskende vellykket. Madeleine Røn Juul iscenesætter det umage pars møde tilpas lavmælt og lader Cecilie Stenspil og Flemming Enevold udfolde al deres karaktertalent rørende og overbevisende. Hendes Rita er umiddelbar ukunstlet og lige til at elske. Enevorlds Frank er knastør og rørende fortabt i sin alkoholiserede skæbne.

Scenograf Manfred Blaimauer får gjort det næsten umulige, at omskabe et universitetskontor til en wide-screen friluftsscene og bevare stemningen af støvet nusset boglandskab med utallige flaskegemmesteder. Det er reumertklasse.

Stykker taber lidt højde efter en time og kunne været skåret lidt hårdere til, barokmusikken er lidt malplacret, men resten dejligt livgivende sommerteater, som fortjener at ledsages af en flaske let perlende vin. Kom af sted i sommerteatret, fjernsynet kan ikke konkurrere med to mennesker på hver sin bane i livet, hver især skudt af sted af at læse for megen litteratur.

4 teatersæder

“Educating Rita” GrønnegårdsTeatret i Odd Fellow Palæets Have, Bredgade 28, Kbh K.
Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul
Scenograf: Manfred Blaimauer
Spilleperiode: 21.juli – 25.august, mandag – lørdag kl.20.00. (Haven er åben fra kl.18.00).
Billetter: 270-310 kr.

“Tartuffe” GrønnegårdsTeatret i Designmuseum Danmarks Have

Det er en morsom og lysten “Tartuffe”, som instruktør Thomas Bendixen elegant får sat i scene som sin fjerde gang Molière på 2 år. Alle fire forestillinger har været uhyre vellykket klassikerteater medfølgende anmelder-og publikumssucces, men Tartuffe er nok den umiddelbart sjoveste og mest velspillede af de fire. Den får én til at hoppe på bænken af latter og ønske, at al klassisk komedieteater bliver spillet lige så veloplagt og direkte, som denne forestilling.

Som instruktør er Bendixen ved at vokse ind i en klasse for sig selv. Han tør både være folkelig, rørende og teaterekvilibrist på samme tid, hvilket gør hans iscenesættelser til både umiddelbart fængende og farverige teateroplevelser. Remertkomiteen overså skammeligt hans “Next to Normal”, som var en af denne sæsons bedste forestillinger.

“Tartuffe” er en komedie om bedsteborgerlige Orgon, som på livets middagshøjde – rig, med ny kone og to giftemodne børn – pludselig kaster alt overbord og forærer hus og datter til lykkeridder Tartuffe. Hvorfor Orgon fortaber sig i Tartuffe, kan være det store spørgsmål i psykologiserende opsætninger af teksten, som her er præcist skåret til af Bendixen selv og sygt godt oversat af Jesper Kjær, som får alexandrinervers til at blive mundret svirpende moderne dansk.

Her behøves ingen udvendige psykologiseringer til at få forestillingen til at leve. Alle spiller et veloplagt direkte commedia dell’arte, Henrik Koefoeds Orgon sejler rundt i sin egen flegmatiske bedsteborgerverden, overser både sin smukke (trofæ)kone (Karen-Lise Mynster) og bedrageriske Tartuffe i Lars Mikkelsens direkte spillede sjuft. Forestillingens komiske højdepunkt nåes i de to sidstes forførelsescene på spisebordet med ægtemanden under. Glæd Dem, det er råmorsomt teater. Helle Dolleris spiller tjenestepigen Dorine med en djærvhed, som naturligt gør hende til komediens dramatiske motor, uden at obsternasigheden klinger falsk. Det stærkt spillet. Resten af holdet giver de fire kam til komediehåret, så det er ren lyst.

Køb billet, køb billet, lur mig om ikke mund-til-mund snakken og de gode anmeldelser nok hurtigt skal gøre det svært at få plads i den smukke have, hvor Steffen Aarfings scenografi og Marie í Dali‘s præcist meddigtende kostumer fuldender en rigtig dejlig teateraften. Kom afsted publikum !

6 teatersæder

“Tartuffe” GrønnegårdsTeatret i Designmuseum Danmarks Have, Bredgade 66, Kbh. K
Iscenesættelse: Thomas Bendixen.
Scenografi og kostumer: hhv. Steffen Aarfing og Marie í Dali.
Varighed 1time og 40 minutter uden pause.
Spilleperiode: 29.juni – 25.august, mandag – lørdag kl.19.30. (Haven er åben fra kl.17.30).
Billetter: 240 til 310 kr.

Se anmeldelser af de øvrige tre forestillinger her, her og her.

“Dæmoner” på Østre Gasværk Teater

Det er noget paradoksalt i at sidde i teatret og klukke af latter over et pænt ægtepar, der terroriserer hinanden og deres underboer. Men når teksten er fremragende, skuespillere ligeså og iscenesættelsen gennemlyser tekstens mange lag, så er det det muligt. Sådan en sjov teateraften er “Dæmoner”. Den sætter sig også begefter, som en let angst for selv at ende sådan som staklerne på scenen. Sådan skal en stor teateraften være. Umiddelbart underholdende og med eftertanke.

“Dæmoner er Lars Noréns selvstændige parafrase over to af det tyvende århundredes store dramaer om hadet i parforholdet: Strindbergs “Dødsdansen“, og Edward Albees “Hvem er bange for Virginia Woolf“. Sammenlignet med forgængerne er “Dæmoner” mere lystspil med kaskader af morsomme parforholds-giftigheder og grotesk ondskabsfuld psykologisk terror ægteparret imellem. Teksten kan læses som en voldsom forstørrelse af rutinerede ægtepars sproglige hverdagsgnideri, “Tog du ikke en kop kaffe med til mig ?”, og den sadomasokistiske terroriseren par kan sætte i værk for at holde seksualiteten i live.

Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæk spiller det barnløse havarerede ægtepar, hvis kærlighed har omsat sig til en rituel udveksling af ondskabsfulde fantasier. Som statister i deres hade- og lystfyldte excesser vælges lidt tilfældigt for denne aften det yngre underboægtepar spillet af Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen. Alle fire vise gyldne øjeblikke af voldsomt morsomt tragisk menneskeliv.

Kom afsted ud på det Store Gasværk. Scenografien sørger for at det store rum også kan rumme dagligestuedrama. Stykket er lidt for langt, men det er rigtigt dejligt klassikerteater.

5 teatersæder

“Dæmoner” på Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17 – 2100 Kbh Ø.
Iscenesættelse: Karen-Lise Mynster.
Spilleperiode: 14. april – 26. maj 2012, man-fre kl. 20.00, lør kl 17.00.
Billetter: 130- 350 kr. Husk der kan være halvpris på dagen fra kl. 14 på billetbillet.dk

“Blackout !”, Mute Comp. Physcal Theatre i Dansehallerne.

Hvor er det dog en vidunderlig koncert- og danseforestilling om ekstase og fortabelse, som tidligere Reumert-vindende Mute Comp. afslutter deres trilogi om sex, våben og narko med. Medrivende på alle måder i sin undersøgelse af rusens meningsløse velvære og abstinensernes hærgen. I stedet for en deprimerende danseforestilling om fornedrelse og tab bliver den til en eftertænksom sørgemarch med vingefang og smerte. Afhængigheden begynder altid med et ønske om beruselse, også når man ikke længere kan sige nej og eksistensen bliver en krabben af abstinenser og selvdestruktion, en tom hjertebanken.

Musikken er en integreret del af forestillingen og gør den til et gesamtkunstværk. Kirstine Stubbe Teglbjærg, MC Jabber (begge tidl. Blue Foundation) og Dodedrum spiller musikken live på scenen mens de glider ind og ud af dansen. Musikken er en blanding trip-hop, noise og guitar-indie og lige til at ønske som selvstændig udgivelse.

Der er så mange dele af denne forestilling, man kan fortabe sig i som tilskuer: Musikken, som er fremragende i sig selv, Kasper Ravnhøj, som den enestående danser han er eller koreografien med abstinensdansens spastiske krabben som et højdepunkt. Forestillingen har en ubønhørlig fremdrift, nærmest som en kanyle ind i den næste heroinrus.

Jeg kan kun anbefale denne dansekoncert om meningsløs velvære og livstruende afhængighed. Moderne dans er her vedkommende, mørk og interessant. Hvis du kun skal se en moderne danseforestilling i denne sæson, så bør det blive denne. Hvis du er trip-hop eller Blue Foundation fan, kan det blive årets koncert. Den kan tåle at blive set flere gange, så meget er der gang i. Der er foredrag og artist talks undervejs i spilleperioden.

5 teatersæder

“Blackout !”, Mute Comp. Physcal Theatre i Dansehallerne.
Varighed: 70 minutter.
Spilleperiode: 14. – 28. april, 2012, Mandag – lørdag kl. 19.30. Onsdag kl. 12 og 19.30. Koreografi: Mute Comp. Physical Theatre i samarbejde med de medvirkende.
Dansere: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage, Louise Hyun Dahl, Thomas Bentin m.fl.
Billetter her

“Kameliadamen”, Den Kongelige Ballet på Gamle Scene.

Balletmesteren i Hamburg siden 1972 , amerikansk fødte John Neumeier, er den mest betydningsfulde nulevende skaber af handlingsballetter. Hans “Kameliadame” efter Alexander Dumas den yngres roman er et af hans tidlige hovedværker, som længe har været ønsket på repertoriet hos Den Kongelige Ballet.

Nu har vi endeligt fået den i hans egen iscenesættelse og det er en 6-stjernet balletaften. Både garvede ballettomaner og nybegyndere vil få en stor oplevelse ud af den oprindeligt let sentimentale historie om kurtisanen og den pæne søn, der ikke må få hinanden, og hvor hun dør fattig og ensom til sidst.

Neumeier fortæller historien som række flashbacks fortalt af den pæne søn, og som et stykke teater i teater, idet kameliadamen flere gange genkalder sig en en balletaften med Manon Lescaut. Fortællingen får derved langt flere lag og kræver næsten at blive set flere gange, for at få alle detaljer med.

Jürgen Roses scenografi og kostumer er en generøs forstilling i sig selv. Den ene vidunderlige robe afløser den anden, og halvt transperente scenetæpper forsætter legen med fortid og nutid.

Musikken er udvalgte Chopin stykker, som spilles både fra scene og orkestergrav af et følsomt og velspillende Kapel. Danserne får lov til at farve tolkningen af deres figurer, så fortællingen vil have forskellig nuance alt efter hvilket hold, der danser. Gudrun Bojesen var i verdensballerinaklasse, den aften jeg så hende og Ulrik Birkkjærs stormende ungdomsforelskelse lige til at får lyst til at holde om. Den andet hold skulle efter sigende være lige så godt.

Så hvis det skal være ballet i år, så kom af sted. Huske det er rimeligt enkelt at få 20 % rabat på sine billetter. Se min guide til hvordan. Selv brugte jeg s-more.

6 teatersæder

“Kameliadamen”, Den Kongelige Ballet på Gamle Scene.
Iscenesættelse: John Neumeier m.fl.
Spilleperiode: 30. mar. – 02. maj. 2012.
Billetter her.

PS. For mere interesserede har Weekendavisen fra 4. april en hel side om balletten med interview og anmeldelse.

“Next to Normal” på Nørrebro Teater

“Next to Normal” punkterer på mange måder den udbredte fordom om, at musicalen er sukkersød meningstom underholdning. Det er en familiekrønike om at leve med en skitzofren kone og mor, og lige så meget musical som skævt teater. Den vandt i 2010 “Pulitzer Prize for Drama” som kun den niende muscal siden 1918. Nørrebro Teaters danske version er overmåde vellykket. Det er lang tid siden, jeg har været i teatret, hvor bevægelsen i tilskuerrækkerne medførte højlydt snøften. Den historie trækker vand på den gode måde.

Instruktør Thomas Bendixen viser her mesterklasse. For det første lader han historien forblive så middelklasseamerikansk, som den er. Ikke nogen publikums-nedladende fordanskninger her. For det andet typecaster han forstillingen med nogen af vores bedste skuespiller-sangere. Cecilie Stenspil, Troels Lyby, Laus Høybye, Tom Jensen, Kenneth Müller Christensen og Kristine Marie Brendstrup leverer simpelthen alle storspil. De synger fremragende, og de spiller teater, så man får en klump i halsen. Der bliver fortalt så mange historier i historien, og de går alle ind. Om kærlighed, svigt, sygdom og bare almindeligt familieliv.

Kom afsted, forestilingen fortsætter kun til 15. april. Vil man prøve bare én musical i sit liv, så lad det blive denne. Det Nye Teater bør brække blod af misundelse. Nørrebro Teater har udviklet sig til at være førende hvad angår udviklingen af musikteatret. Reumert komiteen burde skamme sig, når de kan overse denne forestilling. Det er det mest interessante musicalteater i år i København.

5 teatersæder (6 sæder, hvis lyden havde været lige så fremragende som resten af forestillingen, skam dig lydmand !)

“Next to Normal” på Nørrebro Teater.
Instruktion Thomas Bendixen.
Spilleperiode: 18. februar til 15. april 2012.
Billetter 350-395 kr.

“Mørke”, Flyvende Grise gæstespiller på Frederiksbergscenen.

Det er en ængstende og rystende gyser om sjælens formørkelse, som Reumert-vindende Flyvende Grise hjemsøger Frederikbergscenen med. Thomas Corneliussen er igen ensemblets expressive frontfigur – denne gang som jordomrejsende managementcoach i positiv tænkning for hvem det langsomt rabler.

Og hvilken rablen. Alle teatrets virkemidler sættes i spil for fremkalde vrangforestillingerne hos det fortravlede ledelses-menneske, som har parkeret sin identitet i det, der virker, og i sin Outlook-kalender. Det er rasende morsomt og godt gjort. Robotarme, bagprojektioner, lys og tegneserielyd fortæller sammen med Corneliussens flotte diktion og kropsteater tragedien om et menneskes åndelige død. Forestillingen sætter sig som let angst i tilskuerkroppen, der bliver forført af ensemblets totalarsenal af scenografiske virkemidler. Det er så ubehaget sniger sig ind på tilskuerrækkerne.

Historien er på sin vis let læst, men teaterhåndværket eminent præciseret af instruktør Tue Biering. Historien løftes af nogle sære fortællemæssige lakuner (hvorfor al den cornflakes….?), og hele totalkunstværket er én stor fornøjelse. Kom afsted ud på Frederiksberg, 1 times vidunderligt gys for kun 175 kr. Perfekt Lepage-teater.

4 teatersæder

“Mørke”, Flyvende Grise gæstespiller på Frederiksbergscenen.
Instruktion Tue Biering. Scenografi og koncept: Flyvende grise.
Varighed: 1 time.
Billetter: 175 kr