“Presence”, Selene Muñoz i Dansehallerne

Selene Muñoz Presence

Styrt ud i Dansehallerne og se denne lille perle af dansefusion med den sjældent smukke og teknisk formidable spansk-danske flamencodanser og koreograf Selene Muñoz. Hvis du synes flamenco er en enerverende række af selvhøjtidelige maksimal-intense højdepunkter, så vil du her opleve flamenco med både sødme, sensualisme og fortælling sat i ramme af moderne dans. Forestillingen slutter på søndag, så tøv ikke med beslutningen om at tage af sted, selvom vejret opfordrer til årets sidste strandtur.

Selene Muñoz blev landskendt som flamencostjerne, da hun optrådte i TV i en velgørenhedsudgave af “Vild med Dans. Derudover har hun medvirket i sommerdansen i Politigården og koreograferet og danset i sommerballetten på Bellevue Teatret, sidstnævnte indbragte hende en reumert-nominering som årets danser i 2012. Hun er om nogen en crossover kunstner, der gerne arbejder på tværs af danseformer og musik.

Jeg ved ikke, hvad jeg er mest fascineret af ved forestillingen, om det er Munoz’ evne til som koreograf at forme en perlerække af smukke bevægelser og billeder i harmoni med musikken, som er moderne spansk guitarflamenco og livemusik af den svenske percussionist Stephan Jarl. Eller om det er hende selv, som den sødmefulde og teknisk brilliante flamencodanser, hun er. Hun har arme med sjælden udtryksevne og skønhed, og fødder som trommestikker.

Forestillingen består af række dansebilleder med flamencoen som hovedmotor blandet op med stærke indslag af klassisk ballet og moderne dans. Den begynder med en sjov lille skabelsesberetning, hvor to mennesker fødes ud af Munoz’ store flamencoslæb. Den skønne høje svenske moderne danser Jonas Örkner svejer og vejer sig selv i et stort spejl, derefter følger en pas de deux med Munoz i klassisk kvinde-mand elsker-hader hinanden. Den tredje figur danses af Teele Ude, kendt fra nøddeknækkeren i Tivoli, hun er en hel forestilling i sig selv. På klassisk tåspids forsørger hun at vokse sig højere med nye tåspidssko forestillingen igennem, måske som et barn, der prøver det at blive voksen, måske bare som et menneske, der forsøger at finde sig selv. Det hele med et vemod, der er så elskeligt og så ballet-teknisk brilliant, at man sidder med kæben helt nede på maven.

Hvad forestillingen handler om, er ikke så let at greje, måske om menneskets naturlige narcissisme som forudsætning for at blive sig selv og finde sammen med andre. Den skaber hele tiden nye overraskende stemninger for til sidst at ende i harmonisk familiær tre-enighed. Forestillingen inviterer i den grad til åbne øjne og ører og lade billeder, fortælling og musik fylde en. Som sagt, kom af sted. Det er en 1 time i bedste danseselskab.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder.

“Presence”, Selene Muñoz i Dansehallerne.
Medvirkende: Selene Muñoz, Teele Ude, Jonas Örkner, Stephan Jarl
Koreograf: Selene Muñoz
Lysdesigner: Martin Danielsen
Kostumedesigner: by Luna
Producent: Selene Muñoz Danzart
Spilleperiode: Billetter: 40 – 195 kr.

Denne anmeldelse er også at finde på “Out and About”

“THE ILLEGAL TRILOGY”, Mute Comp. Physical Theatre i Dansehallerne

Det kan siges meget kort: Kom af sted ud i Dansehallerne denne weekend, den 12-14. april 2013, for at se the “THE ILLEGAL TRILOGY“. Danmarks p.t. mest interessante og bedste danseteater, Mute Comp serverer hver aften kl 17.30, 20 og 21.45 deres tre forestillinger om drifterne bag de store illegale økonomier: Kvindehandel, våbensmugling og narkohandel.

De tre forestillinger har været vist de seneste tre sæsoner, teaterbloggen.dk’s anmeldelser kan findes her, her og her. Det er simpelthen skide godt. Ved repremieren i går aftes var udtrykket skærpet og specielt F.U.B.A.R. en tonsende testosteron-tung opvisning i mandens fascination af krigspil og våben. Meget bedre end min anmeldelse fra sidste år.

Søren Kierkegaard siger et sted, at du vil fortryde alt. Han har ikke ret. Du vil ikke fortryde, hvis du bruger én time eller fem timer i selskab med Mute Comp. denne weekend. Jeg fortrød bittert, jeg ikke så den første forestilling i går. Mute Comp. er dans med mening, galakser væk fra den glatte abstraktion, der præger Dansk Danseteater disse år. Danserne er ikke mindre end fremragende, lyd og lys det bedste i byen, og du får tre livekoncerter med bands, som du vil gå hjem og finde på nettet og lytte til mere af. Tiden flyver af sted. Alle tre forestillinger koster kun 180 kr. tilsammen. Det er alt for billigt.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

“THE ILLEGAL TRILOGY”, Mute Comp i Dansehallerne, Carlsbergbyen i København.
Koreografi: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage og holdene.Spilleperiode: 11. – 14. april 2013, Tor.-søn. kl. 17.30-22.45, Store Carl.
Billetter: 120 kr (50 kr u/26) pr forestilling.
Opskrift på at få alle tre billetter for kun 180 kr her.

presse7fightkqsmall

“Rhapsody” Dansk Danseteater på turne og i Dansehallerne

Teaterforeningerne rundt i landet kan godt glæde sig til dette års turneforestilling fra Dansk Danseteater. . Kim Brandstrup og Tim Rushton har hver skabt en halv times koreografi til henholdsvis små brudstykker af klassisk musik (Back og Mozart) og et stykke moderne musik af John Adams,Shaker Loops“.

Brandstrups stykke “Rocking” er 6 pas de deux’er for mand og kvinde – en undersøglese af forskellige tiltrækninger mellem elskende: Fra parret, der mere ubevidst følges med hinanden til parret, der synkront gør det samme. Hos et tredje par antydes Strindbergsk tiltrækkende frastødning. To af forskellig køn sammen på en scene fremkalder næsten i sig selv det store drama om kærlighed mellem mennesker. Her fortælles historien nænsomt tankevækkende og sært svævende i sin egen langsomme energi.

 Tim Rushton “Rhapsody” er mere råt – et ægte stykke rapsodisk modernistisk dans. Her er det ikke forholdet mellem to, men mellem den enkelte og mange, og dansens samlede form på scenen. En bevægelse går fra en til alle på scenen. Rastløste rul om egen akse og uendeligt mange vidunderlige løft følger Adams’ repeterende minimalmusik.

Dansk Danseteater leverer endnu engang dans, som man fortaber sig i uden nødvendigvis at vide hvorfor. Danserne er som altid mere end fantastiske og dejligt forskellige. Kom af sted, det koster bare 165 kr

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 4 teatersæder

“Rhapsody”  Dansk Danseteater på turne og i Dansehallerne.
Koreografi: Tim Rushton og Kim Brandstrup.
Spilleperiode: 17. jan – 15. marts 2012.
Billetter 95-165 kr.

“F.U.B.A.R. – Fucked Up Beyond Any Recognition” Mute Comp. i Dansehallerne

F.U.B.A.R bliver markedsført som andendelen af Mute Comp. Physical Theatre’s trilogi om verdens store kriminelle økonomier: sex, våben og narko. Men hvor førstedelen “Knock on Unpainted Wood” havde klare virkelighedsreferencer og fortælleglæde, er anden del mere optaget af drengens og mandens fascination af at lege med våben, se krigsfilm og spille krigsspil på consolen, end at fortælle noget om illegal våbenhandel. Det virkelige i denne fantasiforestilling er legen med det forbudte, en udforskning af det adrealinfyldte syndefald, det djævelske i en enhver besættelse: afhængigheden og den ubevidste fortabelse.

Forestillingen har nogle indelysende svagheder: dansen er klemt inde bag de vidunderligt spillende “Legendary Shack Shakers“, hvis punkede industrielle rockabilly kommer til at fylde mere end nødvendigt.  Flyt forsangeren ud til siden, så vi kan se den fascinerende testosterondunkende leg med splatterpistoler, overdrevne dræberrobotoutfits og alt hvad, der larmer når det falder.

Det er ikke en forestilling med dyb refleksion, den forskrækker heller ikke, men den har en ærlighed og umiddelbarhed i undersøgelsen af mandens krigsliderlighed i film og computerspil, og en fascinationen af det maskuline fællesskab for dets egen skyld, der gør den seværdig. Musikken er skønt støjende, og pigerne kan for en gang skyld kan tage deres tatoverede kærester med ud og se moderne dans, det er også en kvalitet.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 4 teatersæder

“F.U.B.A.R. – Fucked Up Beyond Any Recognition”
Mute Comp. i Dansehallerne fra 14. maj – 4. juni 2011 kl. 20
Biletter: Kr. 120 / Ung kr. 50 (ekskl. gebyr).
Billigdag tirsdag samt diverse gruppebilletordninger.
Varighed: 1 time og 10 minutter.

“Poul, Poul, Poul, Poul & Poul” Holland House i Dansehallerne

Jacob F. Schokking er en af de få auteurs  i dansk teater.  I regi af sit teater Holland House har han i løbet af de sidste 20 år skabt en teaterstil, som er genkendelig. Ordrige intellektuelle tekster (eller opera)  iscenesættes som en blanding af teater og videoinstallation. Han fik i 2002 i sær-reumert for sin egen stil. 

“Poul, Poul, Poul, Poul & Poul” viser endnu engang, at Schokking kun er i stand til at lave interessante og seværdige forestillinger. 5 personer af begge køn, alle med navnet Poul, taler om deres fortabte kærlighed i hinanden, livets meningsløshed og om at være træt som en gammel slidt lejekaserne, som arvingerne har skændtes om i 4 år. Èn kanøfles, dør, bliver mindet, genopstår og vælger at forsvinde, andre Povl’er følger efter. Alt iblandes råbekor og Schokings sære meddigtende videoprojektioner.

Det fine er, at teksten, som er trykt i programmet, forstørres, forvandles og morer. Måske er det én Povl-person, hvis indre monologiske og kakofoniske stemmer vi hører. Måske er det en gruppe menneskers manglende selvstændighed, vi overværer. Men man keder sig aldrig i disse 70 minutter. Det rasende godt og morsomt eksistensteater med en tro på, at vi som tilskuer både kan klare en morsom poetisk livsklage og det store scenografiske udtræk samtidigt. “Spærret inde mellem stjernene, skriger vi inde fra kisten” skriver Inger Christensen et sted. Sådan havde jeg det, da jeg gik ud. Stjerneklar, vemodig og med et godt grin i kroppen, hvad mere kan man forlange af teater.   

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering5 teatersæder

“Poul, Poul, Poul, Poul & Poul” Holland House i Dansehallerne, Store Carl
Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking
Spilleperiode: 25. feb. – 12. mar. 2011

Billetter