“NeoArctic” Hotel Pro Forma, gæstespil på Det Kgl. Teater, Gamle Scene.

hotel-pro-forma-neoarcticKirsten Dehlholm fik fortjent årets hæderspris sidste år ved Reumert prisuddelingen. Hendes seneste forestilling NeoArctic, lavet i samarbejde med Letlands Radiokor, ligger i forlængelse af hendes livslange nedbrydning af kunstneriske genreskel. Et visuelt melankolsk requiem over den jord og den natur, vi som mennesker selv er en del af, og som vi forstyrrer og langsomt ødelægger.

Musikken i forestillingen består af 12 sange med musik af skiftevis den engelske dub-techno producer Andy Stott og den unge lettiske klassiske komponist Krists Auznieks. Letlands Radiokor synger sangene på scenen med videoprojektioner på deres kostumer og en bugtende rundhorisont bag dem. Sangtekster og videoprojektioner følges ad i tre sektioner med overskriften Korn, Damp og Stråle.

Musikken er det mest overrumplende ved forestillingen. Mødet mellem en klassisk korlyd, der forstærket blander sig med elektroniske dub- og reverb-lyde og elektroniske dybvandsdrøn er en øreåbner. Den er en fest, hvis man har smag for den mere eksperimenterende del af den elektroniske musik og den klassiske disharmoniske og repeterende modernisme. Sjældent bliver du så godt underholdt af sammenblandingen af den menneskelige sangstemme og elektronikkens syntetiske lyde. Som oftest sker denne genreblanding  på bekostning af en af delene. Det to komponisters musik beriger og farver hinanden, de må have haft det sjovt under produktionen af forestillingen. Jeg kom flere gange i tvivl om, hvem der havde lavet hvad. Og en stor triumf for Letlands Radiokor, som koncentreret i 80 minutter synger hundesvære rytmiske og harmoniske sekvenser som små engle.

Det er en forstilling, der ikke fanger hele vejen igennem, men hvor der er mange overvældende undergangsbilleder, som f.eks. mudderskred og stormscener. Forestillingen er en sorgfuld kunstnerisk refleksion over menneskets naturindblanding, en konstatering af menneskets og naturens forbundethed på godt og ondt.

Kom af sted, den går kun tre gange, ungdommen har fanget den. Det var flot at se premierepublikummet, der næsten alle var under 30 år, hylde den gamle mester, lige fyldt 71.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder.

“NeoArctic” Hotel Pro Forma, gæstespil på Det Kgl. Teater, Gamle Scene.

Dirigent og musikalsk arrangement: Kaspars Putnins
Koncept: Hotel Pro Forma
Instruktion: Kirsten Dehlholm
Musik; Andy Stott og Krists Auznieks
Tekst: Sjón
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Scenografi, instruktørassistent: Anne Mette Fisker Langkjer
Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt, Magnus Pind Bjerre
Spilleperiode: 15-17 september 2016.
Billetter: 75-395 kr.

“Tove!Tove!Tove!”, Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, repremiere

ToveToveTove

Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed kender deres Tove Ditlevsen og elsker hendes tekster: Det er den følelse, der står stærkest efter at have overværet deres rablende og diabolske teaterkoncert om digteren, der endte med at tage sit eget liv i 1976, efterladende sig et forfatterskab med lige dele stærkt personlige romaner og formstærke digte.

Tekstuddrag eller vers gentages, nærmest messes igen og igen, i løbet af forestillingen, der ikke altid tager sit publikum i hånden, hvad angår pædagogisk gennemgang af titler eller personligt liv. Tekstfragmenter råbes, hviskes eller synges med en fanden i voldskhed og hæmningsløshed, der både mimer Tove Ditlevsens person og liv, og deres egen begejstring for hende. Alle kvinder på scenen spiller Tove og er ikke bange for at bruge sig selv fuldstændig. Mange grotekste scener opstår, som f.eks. når de står og synger en af Ditlevsens rå digte med trusserne neden om benene.

Forestillingens sange fungerer som ro og tilflugt i det kaos forestillingen og Ditlevsens liv i perioder er. Og fortolkningerne af digtene farves og klinger så flot i lyset af de prosatekster, der går forud. Jeanett Albecks melodier til digtene er sine steder overrumplende gode og hun performer selv vidunderligt som en af Toverne på scenen.

Iscenesætter Elisa Kragerup og holdet får skabt en kunstnerisk særdeles vellykket tolkning af Ditlevsens tekster og et skønt gesamtkunstværk i sig selv. Hvad denne anmelder dog mangler er en hvis stramning af udtrykket: Forestillingen kunne godt undvære pausen, præges også lidt af teaterkoncertmanerer,  som lidt for mange balloner og konfetti, og af at ikke alle tekster rammes lige rent følelsesmæssigt og i udtalen, så publikum ikke altid fanges af dem.

Men hvor er der dog knald på den forestilling.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder.

“Tove!Tove!Tove!”, Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, repremiere.
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde
Koreograf: Signe Fabricius
Komponist: Jeanett Albeck

Spilleperiode: 18. august 2016 – 10. september 2016.
Billetter: 150-295.kr

Nederlands Dans Theater, Sol León & Paul Lightfoot, gæstespil Kgl. Teater, Gl.Scene

Stop Motion NDT

Nederlands Dans Theater er lige så fremragende i dette gæstespil, som da de var her sidst i foråret 2009 med Silent Screen. Tre smukke bevægende koreografier, næsten tre timer med trinkunst, som er svær at finde bedre.

Kom af sted, det er dans med følelser for voksne og med et teknisk overskud, så man bliver helt forpustet. Danserne selv er lige så interessante som trinene. De behersker en suveræn teknik samtidig med, at man som publikum kan falde i staver over et udtryk, en tanke, et følelsesmæssigt skift.  De afvikler suveræne balancer i et overjordisk tempo, for i det næste sekund af fange tilskuerne med et blik, en følelse eller en hurtig gestik. De tør at lave kunst for fuld udblæsning.

Og kunst for fuld udblæsning, det er hvad koregrafduen Lightfoot León har gang i. Vi får tre værker i kronologisk rækkefølge, som også synes at afspejle koregrafparrets udvikling fra det mere konkrete og let tilgængelige, til det mørkere og mere svært udgrundelige.

Shoot the Moon  fra 2007 sat til Philip Glass lidt ukendte, men fantastisk smukke Tirol Concerto for klaver og orkester, kredser om parholdet, som en kort pause eller hvilepunkt i livet, hvor vi måske når tæt hinanden. Måske ikke. Vi længes efter os selv og en anden, der elsker en anden.

Same Difference er en voldsomt underholdende, men også eftertænktsom undersøgelse af, hvordan vi mennesker kan have det så forskelligt med vort selv, og hvordan vi ofte vælger at udtrykke vort ego lidt for stort.

Stop-Motion er deres nyeste værk til udvalgte værker af Max Richter. En abstrakt reflektion over tidens gang, afsked, og alle menneskers langsomme vej mod støvet, her gjort konkret, som det hvide kridt danserne til slut danser i.

Det er en lang aften, knap tre timer, men der er, ud over de lidt lange pauser, få overflødige minutter. Kom af sted. Det er verdenskunst på gamle scene. Moderne dans bliver sjældent bedre end her.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering  6 teatersæder

Nederlands Dans Theater, Sol León & Paul Lightfoot,
Kgl. Teater, Gl.Scene.
spilleperiode: 19. til 21. januar 2016.
Billetter: 95-595kr

 

“Romeo og Julie” på Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene 2015

Rome og Julie Kgl. Teater

Genopsætningen af Romeo og Julie er en endnu bedre forestilling, end den jeg begejstret anmeldte sidste år. Nogle få udskiftninger i birollerne og holdets erfaring med Shakespeares mange poetiske ordguirlander har gjort tragedien mere helstøbt og om muligt endnu mere følelsesmæssigt medrivende.

Sjældent har denne anmelder siddet i plysset med følelsernes grundvand i den grad sivende ned af kinderne. Stykkets emotionelle balance har rykket sig fra første omgang, især fordi udskiftningen af Tammi Øst med  Jannie Faurschous gør ammens rolle mere kærlig og morforelsket i Julie. Kærligheden var i første udgave af forestillingen en umulig handling i en ond verden, nu er kærligheden livets mulighed og den første unge kærlighed umulig at stå i mod, den går dog under trods alle gode hensigter om at bære den igennem.

Det er en gave at have set begge forestillinger, de viser begge hvor teatrets kraft dog er stor og hvor lidt der skal til for at flytte et udtryk. Kom af sted før det er for det er for sent, det gælder både i kærlighedslivet og med at få bestilt billetter.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering  6 teatersæder

“Romeo og Julie” på Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene 2015

Iscenesættelse: Elisa Kragerup.
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing.
Koreografi: Signe Fabricius.
Lysdesign: Jonas Bøgh.
Lyddesign: Jonas Vest.
Spilleperiode: til 22. november 2015.
Varighed: 2 timer og 45 minutter
Billetter 475kr – 95kr. (Prøv Coop for at se om du kan få rabat).

“Romeo og Julie” i Skuespilhuset, Store Scene.

»Mit publikum behøver ikke med deres hjerne kunne forstå alt det, de ser, men de skal ikke være et sekund i tvivl om, at de kan mærke det,« forklarer Elisa Kragerup i et interview. Og hvis man som publikum lader maven råde, så venter der en teateroplevelse af de sjældne. Hendes følelsesbevægende, melankolske og smukke teaterudgave af “Romeo og Julie” er en radikal svømmetur i Shakespeares mange stærke ord om blodhævn familiefejde og forelskelsens blindhed. Verden er tragisk, og selvom vi griner meget undervejs, er grundtonen en syndflod af vold og undergang, hvori kærligheden ved uheld og tilfældighed også kæntrer.

Alle virkemidler tages i brug for at svinge os igennem scenernes forskellige følelsestemperatur. Steffen Aarfings enorme gummicellebagvæg rammer verden ind som en sindssygeanstalt, men fungerer også som balkon, stjernehimmel og tronstol for fyrsten, der som Gud overværer verden gå under for de to unge. Olafur Arnalds sukkende melankolske musik for strygere og klaver farver meget af forestillingen. Musikken er transponeret over i rekvisitterne, der består af et flygel, et opretstående klaver og en metronom. Alle tre ting bliver brugt til at lave effektlyd til slagsmål og kærlighedsscener. Signe Fabrius’ koreografi giver mange replikker en god bevægelse af tage afsæt fra, og får de mimede slåskampe til at gå i mellemgulvet på publikum.

Først er der følelse, og så er der replik må instruktionen have lydt på, og alle skuespillere kaster sig ud på de 70.000 favne vand og håber på, at ord og følelser holder. Det gør de, i hvert fald den tirsdag jeg så forestillingen. Ordene er både opdaterede nudanske og klassisk højdansk. Det kan være, at ikke alle får replikkerne til at flyve, men de kommer med en indlevelse, så de går i maven. Alle skuespillere er på scenen det meste af forestillingen, det giver tragedien tyngde, når de døde som skygger følger de levende. Danica Curcic’s forrygende Julie er iscenesættelsens centralperspektiv, hende som insisterer på at være menneske og sig selv og ikke bare et navn eller en skæbne. Thomas Hwans Romeo har sværere ved at stå så klart som menneske, skæbnemorder som han er, men spiller kærlighedsscenerne, som de skal, så man får vand i øjnene. Resten af holdet er lige så dejlige…

Der er stadig mange billetter, men lur mig om det holder ved. Det er en klassikerforestilling for de unge, men alle os halvgamle kan sagtens være med. Flottere, mere medrivende og mere intens forestilling har jeg ikke set længe. Få købt billet, verden er ond, men kan mildnes ved i plysset at mærke, at det er der ikke noget nyt i.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

Iscenesættelse: Elisa Kragerup.
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing.
Koreografi: Signe Fabricius.
Lysdesign: Jonas Bøgh.
Lyddesign: Jonas Vest.
Spilleperiode: 05. nov. – 13. jan. 2015
Varighed: 2 timer og 45 minutter
Billetter 475kr – 95kr. (DSB plus, Coop Ældre sagen m.fl. giver 10 % rabat)
Romeo og Julie - Det Kongelige Teater

“Sonetter” Det Kongelige Teater – Det Røde Rum

Sonetter – frit efter Shakespeares kærlighedsdigte” er den fulde titel på Det Kongelige Teaters eksperimentalscenes meget overrumplende og tankevækkende bud på en tolkning af kærligheden og lidenskaben, for ikke at sige forelskelsen og liderligheden.

Det meste overraskende ved denne vellykkede forestilling er kropsligheden og de fine historier, som de 5 skuespillere med dødsforagt fortæller mod digtenes umiddelbare tolkning. Teksten får megen modstand. En særlig ophøjet kærlighedsonet får f.eks. så meget sex på scenen, at det driver.  Stor hengivenhed for den elskede modstilles på scenen af en for overdreven eller klæbende elskende. Digtenes flotte ord sitrer, når der sættes billeder på, der modspiller og modsiger dem. Der hoppes og kravles ind og ud af en sortrandet spejlscenografi, hvor der synges, spilles, hviskes og kæles, så det er en fryd for øjet og tanken. Det er et intenst nærværende følsomhedens teater.

Elisa Kragerup fik i sidste sæson, som var hendes første som færdiguddannet reumerten for bedste instruktør. Hun får nok også mindst én i denne. Skynd dig og køb billetter, der er heldigvis endnu dynger af dem.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

“Sonetter” Det Kongelige Teater – Det Røde Rum, Skuespilhuset Portscenen
Iscenesættelse: Elisa Kragerup.
Billetter: 195kr. (Rabatter – ser her):
Spilleperiode: 21. jan. – 03. mar. 2012.

PS: Hvis du vil forberede dig, kan man købe eller låne Line Kroghs oversættelse af sonetterne. Den er efter min beskedne opfattelse skønnere end Niels Brunses, som Det Kgl. Teater bruger. Eksempler på hans oversættelser findes her.

“Gengangere” Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.

Ubehjælpsomheden besjæler den tyske regiteater-instruktør Michael Thalheimers version af Henrik Ibsens Gengangere“. Fru Alving, hendes søn Osvald og hendes ungdoms brændende kærlighed Pastor Manders vakler den første halve time rundt i et endeløst novemberregnvejr uden at være i stand til at søge ly. I deres pæneste våde tøj taler de ud om Fru Alvings rædselsfulde ægteskab, Osvalds sammenbrud og Manders gennemførte gammeldags retlinede fejhed: Han sender som ung Fru Alving tilbage til sin hæslige mand på trods af egen kærlighed til hende. Som krøblinge ude af stand til at hjælpe sig selv, står de på en regnvejrskant, som de ikke kan flytte sig fra. Her er ingen mellemregninger: Norge er en jammerdal af pligt, arbejde og tvang, generationerne tvinges til at gøre forældrenes fejl til egne:  Alle gamle meninger kommer igen som gengangere.

Michael Thalheimers Ibsen er ikke særlig elegant, men meget konsekvent. Men hvorfor kun se personernes ubehjælpsomhed og ikke spille alle mellemregningerne, som teksten også rummer ? Familien set som tragedie er langt sortere, grovere og sjovere hos Strindberg, Ørnsbo eller Noren. Her er det kun Kirsten Olesens Fru Alving, der viser os alle mellemregningerne ved at være menneske. Hun er sjælsrystende stærk.

Jeg udelukker ikke, at stykket er bedaget og svært at gøre interessant for et nutidigt publikum, men hvorfor så spille det ? Her når instruktøren få sjæle, selvom der spilles godt over det meste af linien og iscenesættelsen er gennemført flot og let at læse, hvis man kender stykket i forvejen. Hvis ikke man kender stykket, er man i perioder fortabt, da mange replikker utydeligt råbes – af og til med sjælsrørende effekt – en gang imellem uden pejling af, hvorfor vi skal lytte til disse gengangere ransage deres indre i vindstyrke storm.

Jeg vil anbefale teatertosser, som jeg selv, og studerende ved de dramatiske uddannelser, som kan få billige billetter, at se disse fortabte gengangere. Resten bør holde sig væk eller se “Mågen” i stedet.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 3 teatersæder

 “Gengangere” Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene.
Instruktion: Michael Thalheimer.
Spilleperiode: 9. dec. 2011 – 18. feb. 2012.
Varighed: 1t. 45 min uden pause.
Billetter fra 195-495 kr.

“Den Gerrige” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset og turne.

Med Molières komedie “Den Gerrige” åbner Det Kongelige Skuespil teatersæsonen med stor stor komediekunst. Thomas Bendixen iscenesætter endnu engang det gamle klassikerguld som levende, vedkommende og moderne teater. Og Søren Sætter Lassen forvandler en grim usympatisk og gennemført rædselsfuld karakter til et menneske, vi griner af og græder over findes.

Komedieskabelonen om gnieren, der kun elsker sine penge, foldes her ud i det groteske.  Scenen vipper korporligt op i Maja Ravns brune forfaldskasse af et hjem (det koster jo penge at få gjort rent) og farcen stiger sammen med den i et stor langt crescendo. Der spilles sygt godt teater hele vejen rundt. Og Bendixen lader replikkerne følge af så mange kropslige ditto, at enhver teaternørd kan forfalde til  kun at se på hænder, trin og blikke. Molieres kloge tekst er samtidig et rigt skrin af rammende replikker om de menneskelige dødsynder, som ingen af os kan sige os fri for.

Efter 10 års forbrugsfest i friværdiens letsindige skørter er det nemt at se det moderne i Den Gerrige, der i slutscenen vugger sin lille pengekasse med de store sedler, som om det var et spædbarn han bar i armene. Det er en dejlig vulgær og ond teateraften, som bør få enhver teaterelsker til at styrte til de virtuelle billetluger for at sikre sig en billet. Der spilles skuespil af allerhøjeste komediekarat over hele linjen. Der bliver nemt udsolgt, selvom billetpriserne efterhånden må være landets dyreste, så skynd Dem. Det fremgår ikke af teatrets hjemmeside om halvprisordningen fortsætter i den sæson. Vi håber det er en fejl..

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering5 teatersæder

“Den Gerrige” af Moliere, Det Kongelige Teater,
Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn
Skuespilhuset 08. sep. – 21. nov. 2011, derefter turne.
Billetter 75kr – 495 kr.
Varighed: 2 timer og 20 minutter

“Stuepigerne” på Det Kongelige Teater, derefter turne.

Tyven, bøssen og forfatteren Jean Genets debutstykke “Stuepigerne” er en fabel om to stuepiger, der under deres frues fravær skiftes til at spille “Madame” og med stærke sadomasochistiske undertoner til slut dræbe hende. For at forstærke temaet om spillet i spillet og de seksuelle undertoner anbefalede Genet, at de tre kvinderoller skulle spilles af unge mænd. Stykket vakte stor opsigt 1947 og regnes som en af det absurde og kønspolitiske teaters første udtryk.

Stjerneinstruktøren Staffan Valdemar Holm skraber endnu mere naturalisme væk og fordobler illusionspillet endnu en gang, idet han lader kvinderollerne spille af tre modne stjerneskuespillere, Birthe Neumann, Kirsten Olesen og Malene Schwartz. De spiller alle med knold i nakken i det samme bevidst gammeldags sorte kostume på en tom hvid scene. Den oprindelige dekoration bliver vist som videoprojektion med tre unge kvindelige figuranter, medens replikkerne spilles fra scenen.

Iscenesættelsen vil nøgternt set for meget på en gang, vi har som publikum svært ved at fange hele referencerummet og falder i perioder ud af røret, men den er samtidig så umiddelbar kropslig seksuel opspændt  og med en replikbehandling, så man både taber næse og mund.

Stykket udsat for damer gjort ældre end de er, forstærker fabelen om selvhadet og fornedrelsen som en lystfyldt mulighed, som stuepigerne ikke kan slippe ud af, men som de må gennemspille til døde. Stiliseringen går så vidt, at selve rammehistorien om brevene og Madames elskere næsten bliver en illusion: Findes verden udenfor overhovedet. Der er lagt en fransk sang ind undervejs, der næsten får tårerne frem: “Syng om denne døde kærlighed, om dette begær, dette døde begær” Det er smukt og meget meget sørgeligt. Stykkets sociale kritik virker tilgengæld sært underbelyst og fremstår her som bedaget, hvilket jeg ikke tror, den nødvendigvis er.

Det er en aften, hvor man går bevæget og eftertænksom ud fra teatret. Stjernespillet virker også på den måde, at det viser at godt skuespil kun bliver bedre med alderen, ligesom seksualiteten heller ikke forældes, selvom den kan være en fælde.

Det er umuligt at få billet til forestillingerne her i juni, men der er stadig billetter til spilleperioden i efteråret. Publikum rundt i landet kan glæde sig til skuespil i den store stil og en advarsel om kærlighedens vildveje: Den kan vare evigt. Styrt til billetlugerne til en ikke helt enkel forestilling, som mod sine egne odds er sært medrivende.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering5 teatersæder

“Stuepigerne” af Jean Genet på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Kvæsthusbroen.
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm.
Varighed 1 time og 30 minutter.
Spilleperiode 01. jun. – 11. jun. 2011 og 11. okt. – 05. nov. 2011, billetter her.
Turne i teaterforeningerne i september og oktober.

“Misantropen” på Det Kongelige Teater

Thomas Bendixens teksttro og moderne klassikeriscenesættelser rykker nu endelig ind på den kongelige scene, som er ved at få sig et tiltrængt klassikerrepertoire. De klassiske stykker kan og skal spilles igen og igen, fordi de på trods af deres historiske kontekst eksemplarisk viser os,  hvad de sandt menneskelige dillemmaer er.

Hvad er det så for en sædeskildring, som vises os gennem Steffen Aarfings smukke storladne guldramme med bagved-svævende sølvspejl ? Lars Mikkelsens misantrop fældes ikke så meget af sin overdrevne retskaffenhed som af sine umådeholde følelser.  Han kurtiserer sin meget yngre elskede Célimène med et næsten Strindbergsk voldsomhed. Den store tragedie ville have været, at de i slutningen havde fået hianden og flyttet på landet og flået al liv ud af  hinanden i et årelangt følelsesraseri. Thomas Bendixen moderniserer også denne Moliereforestilling med samme enkelhed, som han gjorde det med Don Juan sidste sommer på Grønnegårdsteatret.  

Forestillingen er i øvrigt gennemført vidundeligt velspillet. Tammi Øst’s og Mille Lehfeldts  duel på alder og fortrin i slutningen af første del er gyldne salige minutter af virtuost velspil, som alene er forestillingen værd. Forestillingen maler skønne billeder i Marie í Dali’s raffineret slidte barokkostumer,  danser og spejler sig selvbevidst elegant. Det er stor stor teaterkunst.

Kom op af TV-stolen og ind og se det gamle guld og se hvordan det elegant og ubesværet besynger det menneskelige mådehold, som er så svært. Det er kloge ord, man stadig kan leve og dø på.  Men man skal skynde sig til de virtuelle billetluger, Det Kongeliges Skuespils forestillinger bliver i denne sæson let udsolgt, og da man ikke kan regne med ekstraforestillinger, skal man fare til tasterne i en fart, hvis man vil sikre sig billet.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 5 teatersæder

“Misantropen”, Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Kvæsthusbroen.

Iscensættelse: Thomas Bendixen.

21. jan. – 26. mar. 2011

billetter,

Teateranbefalinger uge 2

Dansevenner glæder sig denne uge til gæstespillet med det New York baserede “Bill T. Jones/Arnie Zane Dance Company” på Det Kongelige Teater.  Programmet betsår af Serenade/The Proposition samt værker udvalgt til lejligheden. Balletchefen glæder sig til at præsentere sin tidligere hjembys kompagnier for sine nye bysbørn. Der er desværre dynger af billetter… 

Hvad angår det sidste kan man godt glemme sine drømme om at komme ind at se kongeligt skuespil det meste af januar. Både Jens Albinus’ soloforestilling “Hvis dette er et menneske” og “Forbrydelse og straf” er udsolgte og har været det længe. Det kongelige skuespil er simpelt hen ude af stand til at lave ekstraforestillinger, når de har en publikumssucces. Da Jens Albinus første gang spillede forestillingen, efterlyste Anne Middelboe under overskriften “Kongeligt Klynketeater” større fleksibilitet i programlægningen. Skuepsilchefen svarede fornærmet tilbage, at de skam var fleksible og planllagde 10 forstillinger et år senere. Sådan tænker kun et stort bureaukrati, der lever af statslige bevillinger, og hvor billetindtægterne fylder 15 % af omsætningen. Så til alle jer, der ikke  fik billet, glæd jer til januar 2012 ! Og husk at købe billet i august.

Teateranbefalinger uge 40.

De 5 stjernede stunder er i denne uge samlet på Det Kongelige Teater. Der er desværre dynger af billetter, så du kan få det hele til den halve pris, hvis du køber billetter lige inden forestillingen.

Shakespeares Richard den III var årets forestilling ved forårets Remertprisuddeling, den går onsdag og fredag på Skuespilhusets Store Scene. Søren Sætter Lassen tager frydefuldt livet af det miste af sin familie, alene for hans grumhed skal man se forestillingen. Dramatens chef, Stafan Valdemar Holm, har iscenesat: Det bliver ikke meget større for 200 kr.

Fredag er der premiere på Dance2go, et forsøg på tiltrække nyt balletpublikum ved at servere crowdpleasere og godbidder fra balletten for kun 175 kr for en aften. Det er et rasende godt program:  Serenade af Balanchine for 17 damer i tyl til noget af Tjajkovskijs bedste musik, er både smuk og bevægende. Jorma Uotinens “Jord” er 15 herrer  i kilt, der danser rundt i en dynge jord til musik af Metallica spillet af en flok finske cellister . “Les Bras de Mer” til musik af Yann Tiersen er en uendelig smuk kærlighedsduet for bord,  stol, en mand og en kvinde. Den aften vil jeg selv glæde mig til: Det er trin, som både det vante og uvante balletpublikum kan leve og dø på.

Jeppe på Bjerget skal også have et ord med på vejen. Henning Jensen spiller Jeppe uden halm i træskoene og uden samfundmæssige undskyldninger: det er rasende godt. Jeg synes alene hans præstation er værd at gå i teatret for, og ikke, som Politikens Per Theil, lade resten af forestillingen bestemme bedømmelsen.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 40 slutter  søndag den 10/10.

Jeppe alene på bjerget

Henning Jensens rødmossede, skoldede og tømmermandshærgede Jeppe er ene om at spille Det Kongelige Teaters sjældne knæfald for klassikerrepertoiret hjem. Han vasker al nationalromantisk fernis af Jeppe og gør ham til en lille drukkenbolt i vis klare sprit resten af den barokke verden spejler sig. Her er ingen gode forklaringer på fuldebøtteriet – heldigvis, for den slags moderniseringer har en tendens til at komme karambolage med Holbergs replik om det tyranni som opstår, når skidtfolk kommer til ære. Henning Jensens fremstilling af Jeppe er vidunderlig grim og nøgtern og hele aftenen værd.

Resten af forestillingen sjaskede til gengæld den torsdag aften jeg så den: Man kunne se skelettet af Christoffer Berdals iscensættelse – Holbergtragedien som en moderniseret filmfantasi a lä Amelie og Delikatessen, men Christian Friedländers scenografi er ikke flot nok, den ligner en klodset idiosynkratisk kopi af idealet, lysætningen for grim, og meget af skuespillerholdet synes mere optaget at spille for hyren end for publikum og teksten. I øvrigt var det også generende, at Morten Staugaard udover ridefoged lige forinden havde spillet lakaj, det burde ikke være nødvendigt på Nationalscenen.

Men se forestillingen for de 6 sæder Henning Jensen er værd og glem resten.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 4 teatersæder

Jeppe på bjerget, Det Kongelige Teater, skuespilhuset

Iscensættelse: Christoffeer Berdal.

09. sep. – 04. dec. 2010

Pris 75kr – 395kr

(husk man købe billetter til halv pris fra kl. 18)

Billetter

Varighed 2 timer og 10 min

4 sæder