“Mens vi venter på Godot”, turné, derefter på Folketeatret.

Det er klassikerdramatik af fineste karat, som Folketeatret sender rundt i landet – teaterforeningerne kan glæde sig til et lille fint stykke af verdenskunsten. Samuel Beckett’s gennembrudsværk “Mens vi venter på Godot” fra begyndelsen af 1950’erne bliver ofte betegnet som et af de første eksempler på det absurde teater, men stykket overskrider denne genrebetegnelse, da det mere er et drømmende stykke om menneskelivet, kærligheden og døden end et stykke absurd symbolisme.

Stykket falder i to akter med parallel handling: To vagabonder, Didi og Gogo mødes under et udgået træ og taler sammen, som de har gjort hver dag i 50 år. Deres samtale afbrydes af et besøg af godsejeren Pozzo og hans slave Lucky: I første akt er Pozzo den gemytlige borgerlige velanstændighed, optaget af pibe og mad, træt af sin slave Lucky, i anden akt er de to gæster blinde og apatiske. Vagabonderne vender ofte tilbage til spørgsmålet om, hvorfor de ikke går videre: de venter på Godot, bliver de enige om.

Det er således ikke handlingen, men de to vagabonders poetisk inverse replikker om livet og dem selv, der bærer stykket – og hvilke replikker: Jesper Asholt og Jesper Lohmann er simpelt hen vidunderlige som fy og bi: Asholt som en lille tæt jysk skeptisk mand, altid let sorgmodigt spørgende, hvor er vi på vej hen ? Lohmann som en livsnyder for hvem vejen og solnedgangen er livet. Morten Grunwald iscenesætter stykket som lovsang til tilværelsen, nedtoner tomheden og lader de to vagabonder være som én person, der i splid med sig selv spørger om livet er godt eller sort. Grebet gør stykket helt magisk: Vagabonderne bliver som et lykkeligt ægtepar, der ikke kan undvære hinanden, forelskede i den andens forskellige måde at leve livet på. Og med mange kloge ord om, at man ikke kan leve det for hinanden: Den ene spørger om hatten passer ham, den anden svarer, det ved jeg ikke, det er ikke mig, der har den på. Modsat godsejerens og slavens bundethed, som medfører blindhed og apati. Stig Rossen spiller godsejeren med dejligt brummende bedsteborgerlighed, og Søren Bang Jensen får maksimalt ud af den utaknemmelige rolle som slaven.

Ovenstående er kun en mulig tolkning af mange, alle replikker fungerer dobbelt, både som samtale og symbolik, så sæt Dem i sædet og find Deres tolkning af stykket. Nyd specielt Jesper Lohmanns sødme, mens han besynger månen og træets tre blade. Det er skuespil og replikkunst, når det er bedst.

“Mens vi venter på Godt” er et opmærksomhedskrævende stykke. En måde at forberede sig på kan være at se TV-teatrets udgave fra 1961. Den er skrækkeligt kedsommeligt sat op, men se den første halve time for at få et indtryk af teksten. Folketeatrets version er modsat en yderst seværdig og poetisk leg med alle Becketts ord om forskellige indstillinger til det at være til, hvad det vil sige at elske hinanden og frygte døden. Hvad mere kan man forlange at teatret. Kom af sted.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

Iscenesættelse og bearbejdelse: Morten Grunwald
Scenografi: Birgitte Mellentin
Spilleperiode: Turne: 11.01.13 – 20.02.13: Turneliste her.
På Folketeatret 22.02.13-27.03.13, tirsdag til fredag kl. 20.00, lørdag 16.30.
Billetter: 245-295 kr. Husk halv pris på dagen på forsiden af billetbillet.dk.
Varighed: 2 t. og 30 min. inkl. pause.

Mens vi venter på Godot, Folketeatret 2013

Skriv et svar