Teatertips uge 34

Her før teatersæsonen rigtigt går i gang, er det gæste- og friluftspillet, der præger teaterlandskabet.

Libertineren i Odd Fellow Palæets have spiller på sidste uge og er yderst seværdig vinøst bobleteater af bedste bryg. Hvis du stoler på DMI, så find en tørvejrsaften og grib en flaske rose og tag med.

Hvis du ikke har fået nok af Hamlet, den mest skamspillede klassiker i nyere dansk teaterhistorie, så spiller den nok en gang på Kronborg. Opsætningen er fra det tyske regi-teaters hjemmebane, Schaubühne i Berlin. Den har delt anmeldervandet. Rådet her fra er: Bliv væk, hvis du ikke ved, hvad tysk regi-teater er; det er teater for voksne.

Balletomaner har tømt sparegrisen og købt billetter til begge programmer i San Francisco Ballettens gæstespil i tivoli. Bloggen her vender tilbage onsdag med en anmeldelse af program b, som spiller fra tirsdag aften og ugen ud.

KIT’s cirkus gæstespil lakker mod enden, der er 5 og 6 stjerner og udsolgt til det meste. Hvis du har mod på en tur til forstæderne er det muligt at se Okidok og Race Horse Company

Teatertips uge 33

Don Juan  scorer i denne uge sine sidste damer på Grønnegårdsteatret. Der er stadig billetter til den klassiske Københavner-teaterpicnic. Find rødvinen frem, det er benhårdt bedrageri, men morsomt og livsaligt velspillet.

Som et geheimtip i denne uge, så kan du torsdag den 19.8 opleve Jens Albinus i Primo Levis “Hvis dette er et menneske” under litteraturfestivalen på Louisiana. Dagen efter gentages også Solbjørg Højfeldts monolog ’Jackie’. Begge monologer er seksstjernede teaterstunder og lodrette dementier af denne kunstforms kedsommelighed. Der kan ikke bestilles billetter, du skal blot købe entre til museet, så find marimekkotørklædet frem, og mas dig igennem køen af forstadsfruer.

KIT’s nycirkusfestival kører også for fulde gardiner. Selv cirkushadere vil overgive sig til disse virtuose artisters sammenblanding af historiefortælling, teater og traditionelt cirkusartisteri.

Ugens teaterpremierer kan ses her

uge 33 slutter søndag den 22. august.

Tag til Hamborg

– og se Ballet med stort B. John Neumeier , som er balletmester på Hamborg Operaen, er vel den eneste nulevende koreograf i verden, vis værk har et omfang og en kvalitet, at han kan tillade sig at lade sit balletkompagni næsten kun danse egne værker. Hamburgenserne elsker ham for det, og han er altid værd at rejse efter.   Repremieren i foråret på hans Hommage aux Ballets Russes var ingen undtagelse. Mellem to ballethistoriske værker i tilstræbt original scenografi, “The Prodigal Son” (Ballanchine) og Le Sacre du Printemps (efter Nijinski), var hans egen “Le Pavillon d’Armide” en gennemført bevægende kærlighedserklæring til dansen som kunst, en sært begejstret tabshistorie om den koreografiske kraft bag Ballets Russes, Vaslav Nijinsky. En aften der, som man mindst ventede det, trak vand.

Hele næste sæson, er nu offentliggjort , sæt en weekend af til en Hamborgtur, togetbilletten koster mindre en en tur til Århus og billetpriserne er 30% billigere end Det Kongelige Teaters.