Henrik Lyding – mindeord

Denne blogger står i en til bankerot grænsende gæld til nyligt afdøde Henrik Lyding. Jeg var hans trofaste ledsager i teatret fra 1998 og ca. 10 år frem. Jeg var frivillig på AIDS-linien, hvor Henrik dengang var ansat,  og da han mente, jeg trængte til at blive muntret op, skulle jeg med ham i teatret. Det blev til et venskab og ca. 2 gange om ugen i teatret med Henrik, hvilket kun dækkede 1/3 af Henriks teaterbesøg, resten tog andre ledsagere sig af.

Alt hvad jeg skriver og har skrevet her på teaterbloggen har noget af Henrik i sig.

Vore veje som venner skiltes af forskellige årsager for en ti års tid siden. Derfor har jeg haft svært ved at finde nogle gode mindeord om en mand og et forhold, der havde mistet sin glød. Ved et af skæbnens tilfældigheder, faldt jeg i går over denne tekst, som jeg skrev til ham i anledning af hans 50 års fødselsdag.

Den er holdt i nutid, hvilket næsten ikke er til at bære. Men jeg håber at brevet giver et indtryk af,  at Henrik også var et livsstykke, udover at være en formidabel anmelder. Han var en fornøjelse at gå i teatret med. Man blev klogere på både teatret og livet af at være sammen med ham.

“Kære Henrik.

Tillykke med fødselsdagen. Her vil den trofaste ledsager bevæge sig ind på dit gebet, oplevelse og fortolkning i ord, ikke af et kunstprodukt, som i det daglige, men af dig som ven og uundværlig selskab på mange udflugter ud på den danske skueplads. Det er ikke en sti jeg træder ofte, men i anledning af den runde dag har jeg i mangel af permission til indhandling af present, haft tilskyndelse til at sætte mig til maskinen.

Der rendte forleden et radioprogram forbi mit øre, som forklarede oprindelsen til ordet ædru, som er et gammelt et af slagsen: æ har samme oprindelse som eje og betyder altid, dru har samme oprindelse som drøj, ædru er altid udholdende eller altid solid.

Vi bruger i dag ordet  i en betydning defineret af modsætningen og en nærmest kemisk: ikke-beruset, ikke påvirket af rusmidler. Jeg hørte vældig grundigt efter, af almindelig ord-glæde og for at få nogle flere tilskyndelser til ikke at lade mig kemisk påvirke hver eneste weekend.

Du må ikke hænge dig i associationen til drøj, som jeg har på fornemmelsen, du hader, men ædruelighed karakteriserer din måde at gå i teatret på og din måde at rapportere til læserne på, du er netop udholdende og redelig.

Samtidig er en aften i teatret sammen med dig ofte en beruset udflugt, en associationernes flugt over plankeværket, en grinen og spisen slik.

Hvis det ikke er kunsten, der beruser os, hvilket jo ikke altid er tilfældet, så beruser du med velvalgte bemærkninger om tilskuere, skuespillere, stykket, slikket og frisurerne, der aldrig er skarpe uden at være ædrueligt præcise. Hvis det ikke er nok, taler du om livet i almindelighed og mænd, der skal tage mere tøj af i særdeleshed.

Hvis det er kunsten, der har beruset, så breder tavsheden sig umiddelbart, men da kan jeg glæde mig til at komme hjem og læse dig, så fylder du en anmeldelse med en vedholdende sproglig begejstring og solid omhu i de beskrivende detaljer. Og næste gang vi mødes kan begejstringen flyde.

Sådan ophæver du den moderne brug af ordet ved at være beruset ædru uden kemiske associationer.

Henrik, al din gammeldags ædruelighed er et udtryk for en rummelighed, som gælder både menneskene og kunsten. Du besidder en særegen uhildethed over for alle teatrets genrer fra Røde Kro til Tysk Intellektuelt Teater (minus selvfølgelig en erfaringsbaseret solid fobi i mod tomgangs installationsperformance). Du har en rummelighed overfor det sandt menneskelige her i livet, det sander jeg som ven, som andre tusinde har sandet det i din lange karriere som rådgiver i mange forskellige sammenhænge.

Jeg har lært meget af dig om kunst og liv. Jeg håber, jeg kan få lov til at følges og grine med dig i mange år endnu.

Gaven har vi talt om…Uffe”

Skrevet til Henrik Lyding, 11.maj, 2006
Ære være hans minde.