Teatertips uge 33

Don Juan  scorer i denne uge sine sidste damer på Grønnegårdsteatret. Der er stadig billetter til den klassiske Københavner-teaterpicnic. Find rødvinen frem, det er benhårdt bedrageri, men morsomt og livsaligt velspillet.

Som et geheimtip i denne uge, så kan du torsdag den 19.8 opleve Jens Albinus i Primo Levis “Hvis dette er et menneske” under litteraturfestivalen på Louisiana. Dagen efter gentages også Solbjørg Højfeldts monolog ’Jackie’. Begge monologer er seksstjernede teaterstunder og lodrette dementier af denne kunstforms kedsommelighed. Der kan ikke bestilles billetter, du skal blot købe entre til museet, så find marimekkotørklædet frem, og mas dig igennem køen af forstadsfruer.

KIT’s nycirkusfestival kører også for fulde gardiner. Selv cirkushadere vil overgive sig til disse virtuose artisters sammenblanding af historiefortælling, teater og traditionelt cirkusartisteri.

Ugens teaterpremierer kan ses her

uge 33 slutter søndag den 22. august.

Skriv et svar