“Den Gerrige” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset og turne.

Med Molières komedie “Den Gerrige” åbner Det Kongelige Skuespil teatersæsonen med stor stor komediekunst. Thomas Bendixen iscenesætter endnu engang det gamle klassikerguld som levende, vedkommende og moderne teater. Og Søren Sætter Lassen forvandler en grim usympatisk og gennemført rædselsfuld karakter til et menneske, vi griner af og græder over findes.

Komedieskabelonen om gnieren, der kun elsker sine penge, foldes her ud i det groteske.  Scenen vipper korporligt op i Maja Ravns brune forfaldskasse af et hjem (det koster jo penge at få gjort rent) og farcen stiger sammen med den i et stor langt crescendo. Der spilles sygt godt teater hele vejen rundt. Og Bendixen lader replikkerne følge af så mange kropslige ditto, at enhver teaternørd kan forfalde til  kun at se på hænder, trin og blikke. Molieres kloge tekst er samtidig et rigt skrin af rammende replikker om de menneskelige dødsynder, som ingen af os kan sige os fri for.

Efter 10 års forbrugsfest i friværdiens letsindige skørter er det nemt at se det moderne i Den Gerrige, der i slutscenen vugger sin lille pengekasse med de store sedler, som om det var et spædbarn han bar i armene. Det er en dejlig vulgær og ond teateraften, som bør få enhver teaterelsker til at styrte til de virtuelle billetluger for at sikre sig en billet. Der spilles skuespil af allerhøjeste komediekarat over hele linjen. Der bliver nemt udsolgt, selvom billetpriserne efterhånden må være landets dyreste, så skynd Dem. Det fremgår ikke af teatrets hjemmeside om halvprisordningen fortsætter i den sæson. Vi håber det er en fejl..

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering5 teatersæder

“Den Gerrige” af Moliere, Det Kongelige Teater,
Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn
Skuespilhuset 08. sep. – 21. nov. 2011, derefter turne.
Billetter 75kr – 495 kr.
Varighed: 2 timer og 20 minutter